Der er store planer på vej hos Vilcon Hotel & Konferencegaard, som nu går i gang med at opføre en helt ny værelsesfløj. Udvidelsen kommer til at rumme 38 nye dobbeltværelser, hvilket øger hotellets samlede kapacitet til 100 værelser.
Udvidelsen sker blandt andet på baggrund af en stigende efterspørgsel på konferencer med mange overnattende gæster. Hidtil har konferencer med mere end 62 enkeltværelser betydet, at nogle deltagere måtte overnatte på andre hoteller i området – men det bliver der nu ændret på.
Samtidig oplever hotellet også flere forespørgsler på overnatninger fra både forretningsrejsende og private gæster, og derfor investerer Vilcon nu i fremtiden.
Arkitektur med respekt for stedet
Den nye værelsesfløj bliver opført i samme stil som de eksisterende bygninger, med grå filtset mur og rød trempel, så det landlige udtryk bevares. Målet er fortsat at fremstå som et moderne konferencehotel i naturskønne omgivelser.
Fokus på energi og miljø
I forbindelse med byggeriet er der også fokus på mere ansvarlige løsninger. Blandt andet bliver der arbejdet med:
- lette trækonstruktioner
- solceller, der leverer strøm til varmepumpen
- sedumtag til håndtering af regnvand
Samarbejde med lokale håndværkere
Den nye værelsesfløj placeres overfor hovedbygningen på den modsatte side af vejen, hvilket skal skabe en bedre sammenhæng mellem mødefaciliteter, opholdsarealer og værelser.
Vilcon har indgået aftale med Casper Andersen fra den lokale virksomhed Niels Lien ApS, som bliver hovedentreprenør på projektet.
Mandag den 2. marts blev byggeriet afsat på grunden af SKEL.DK, og selve byggearbejdet forventes at gå i gang snarest.
Hotellet regner med, at de nye værelser kan tages i brug i løbet af efteråret 2026 – og ser frem til at kunne byde endnu flere gæster velkommen. 🌾
Følg Vilcon og det nye byggeri på Facebook












