Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 2025/05/26 til 2025/06/04.
KORSØR: Bamse uskadt retur efter tyveri
I lørdags klokken 9.45 opdagede personalet i et supermarked på Havnearkaderne i Korsør, at en mand pludselig spadserede væk fra forretningen med en stor bamse under armen. Det var vel og mærke en bamse, der havde været en del af forretningens udstilling, og manden havde tydeligvis ikke tænkt sig at betale for den. Men et vakst vidne havde noteret sig registreringsnummeret på mandens bil, og derfor kunne to betjente en halv time senere banke på mandens dør. Det viste sig at være en 51-årig mand, der erkendte at have stjålet bamsen. Den virkede imidlertid ikke til at have lidt overlast og blev derfor leveret retur til supermarkedet, og den 51-årige blev sigtet for butikstyveri.
KORSØR: Mand med kniv
Fredag formiddag klokken 9.31 fik politiet et opkald fra en borger, som havde set, at en mand gik rundt med en kniv ved en tankstation på Tårnborgvej i Korsør. Umiddelbart var han ikke truende, men det var alligevel noget utrygt. En politipatrulje fik hurtigt kontakt til manden, der er 27 år og fra lokalområdet. Han havde ganske rigtigt en kniv på sig, og da betjentene henvendte sig til ham, virkede han noget ude af balance. Han blev derfor anholdt og sigtet efter knivloven og fik herefter den fornødne hjælp.
KORSØR: Sigtet for at sælge stoffer
Lørdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at der opholdt sig en mand ved Korsør station, og at han formentlig sad og solgte ulovlige stoffer. På baggrund af vidneforklaringen fandt politiet kort efter frem til en 43-årig mand fra lokalområdet, som sad i en bil. Bilen blev ransaget, og her fandt politiet 1 gram amfetamin og et aluminiumsbat og da betjentene undersøgte den 43-årigs bopæl, blev der fundet en sabel og to kanonslag. Den 43-årige blev anholdt klokken 18.05 og sigtet for salg af euforiserende stoffer og for overtrædelse af knivloven og våbenloven. Han blev afhørt på politistationen og løsladt igen klokken 21.06. De to kanonslag tilhørte en 24-årig mand fra Slagelse, som blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven.
KORSØR: Tre anholdt efter fund af stoffer og våben
Tre mænd i alderen 31-34 år fremstilles tirsdag i grundlovsforhør i retten i Næstved. De blev anholdt mandag, efter at politiet på baggrund af et tip havde fundet nogle plader hash, en større mængde kokain og en revolver på en adresse i Korsør. Anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet bliver afviklet for lukkede døre.
KORSØR: Ville ikke oplyse navn til politiet
Onsdag klokken 12.39 fik politiet en anmeldelse om, at der gik en mand ved et bål på en adresse i Korsør, og at han råbte efter forbipasserende. En politipatrulje fandt frem til stedet, hvor der ganske rigtigt var godt gang i afbrænding af nogle møbler. Der var en mand på stedet, men han ville ikke oplyse navn og fødselsdag, og det skal man, når politiet spørger. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, og det kom herefter frem, at der var tale om en 40-årig mand. Den 40-årige blev også sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, fordi han havde tændt et bål.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Korsør | Græsvænget | Torsdag kl. 9.30 – fredag kl. 16.00 | Smykker og træfigur |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Korsør | Vestmotorvejen | Mandag klokken 13.39-19.30 | 7555 | 71 | 110 km/t | 139 km/t | – |
Korsør | Vestmotorvejen | Fredag kl. 7.24 – 13.25 | 8062 | 116 | 90 | 127 | 1 klip |
Korsør | Storebæltsbroerne | Lørdag kl. 16.58 – 22.30 | 4969 | 38 | 110 | 154 | 1 klip |
Korsør | Vestmotorvejen ved Storebælt | Onsdag klokken 19.20-1.00 | 4959 | 28 | 110 km/t | 137 km/t | – |
Korsør | Vestmotorvejen ved Storebælt | Torsdag klokken 18.53-1.00 | 3574 | 27 | 110 km/t | 142 km/t | – |
Korsør | Halsskovvej | Mandag klokken 17.0018.20 | 81 | 1 | 50 km/t | 59 km/t | – |
Korsør | Skovvej | Søndag kl. 13.42 – 19.42 | 1040 | 8 | 60 | 101 | 1 klip |