Hvordan hjælper man bedst børn i dagplejen, vuggestuer og børnehaver med at lære nye ord og til at bruge sproget aktivt? Det har i alt 72 medarbejdere fordelt på 15 dagplejere, 10 vuggestuer og 13 børnehaver været med til at undersøge som en del af afprøvningen af LæseLeg, hvor fokus bl.a. er på at skabe gode læseoplevelser for børnene.

I Slagelse Kommune har flersprogspædagogerne siden 2015 arbejdet med metoden LæseLeg i mindre grupper, hvor børnene er blevet involveret aktivt i oplæsningen af gode billedbøger gennem historiefortælling, dialog, lege og kreative aktiviteter i sammenhængende forløb. De gode erfaringer har bredt sig til hele dagtilbudsområdet, hvor medarbejdere fra dagplejen, vuggestuer og børnehaver har deltaget i kursus, kompetenceudviklingsforløb og gennemført LæseLegs-forløb med børn.

Historiefortælling er mere end at lytte
LæseLeg bygger på den evidensbaserede metode dialogisk læsning, der i international forskning har vist at have en veldokumenteret effekt i forhold til at øge børns ordforråd og styrke deres kommunikative kompetencer. I modsætning til traditionel oplæsning hvor den voksne læser, og barnet lytter, involveres børnene aktivt i oplæsningen.

– “Der er stor forskel på små børns sproglige kompetencer. Nogle børn har et nuanceret sprog og andre har et lille ordforråd. Det kan gøre det svært for barnet at gøre sig forståelig både sammen med andre, eller hvis det skal udtrykke sine egne behov. Derfor har vi deltaget i LæseLeg, hvor børnene får gode læseoplevelser samtidig med, at de udbygger deres ordforråd. Det hjælper deres kommunikative evner på vej, og det støtter dem også i at indgå i fællesskaber”, siger formand for Børne- og Ungeudvalget Unnie Oldenburg (A).

I alt har over 200 børn fra Slagelse Kommune været involveret og bidraget til forskningen, da resultaterne og erfaringerne indgår i den samlede evaluering af LæseLeg, som TrygFondens Børneforskningscenter står bag.

LæseLeg giver et andet socialt samspil
Med LæseLeg læses der bestemte bøger, og man arbejder med den samme bog i to uger ad gangen. Bogen læses fire gange om ugen, og så arbejder personalet og børn med udvalgte ord fra bogen igennem forskellige aktiviteter som f.eks. gennem sang, sanglege, på ture eller lignende.

– “Undervejs og efter vores læselegsforløb har vi oplevet, at børnene fik et helt andet socialt samspil. Legene fik en anden karakter, havde mere handling og den foregik sammen med hinanden. Vi oplevede også mindre konflikter børnene imellem, og børnene fik en større forståelse for, at alle nok skal få lov til at prøve og lege med de forskellige ting. For os som personale har forløbet gjort os klogere på, at vores forventninger til børnene godt kan være højere. Det har været rigtig god oplevelse for både, børn, forældre og os som personale at være med i LæseLeg”, fortæller pædagog i Børneinstitutionen Sydbyen Jeanette Thorsø Hjorth.

Bliver bedre til at sætte ord på hvad de tænker og føler
– “De samlede forskningsresultater fra både vores og andre kommuners deltagelse i LæseLeg ligger ikke klar endnu, men fra tidligere studier ved man, at børnene både får gode læseoplevelser, og ved at de får styrket deres sprog, så bliver de også bedre i stand til at sætte ord på det, de tænker og føler og det hjælper børnene både i forhold til samspillet med de voksne og med kammeraterne”, siger kommuneansvarlig koordinator Maria Ringsmose

Slagelse Kommunes dagtilbud har gennem tre år deltaget i to effektmålingsstudier ved MaryFondens LæseLeg, TrygFondens Børneforskningscenter og VIA University College.

Om LæseLeg
Læseleg er et pædagogisk redskab, som understøtter barnets sproglige udvikling og materialet er udviklet af Mary Fonden. For at kunne måle effekten af LæseLeg har dagtilbuddene i Slagelse Kommune deltaget med både indsatsgrupper og kontrolgrupper og har gennemført før- og eftermålinger af børnenes ordforråd og sprogbrug.

Flere oplysninger
Formand for Børne- og Ungeudvalget Unnie Oldenburg
31 41 55 13
Mail unnol@slagelse.dk

Centerleder i Nordbycentret, Skole og Dagtilbud
Maria Ringsmose
Tlf. 20 45 56 10
Mail marri@slagelse.dk
Virksomhedsleder i Børneinstitutionen Sydbyen, Skole og Dagtilbud Mai-Britt Nedergaard Mathiesen
50 46 00 23
Mail mbmat@slagelse.dk
Afdelingsleder i Slagelse Dagpleje, Skole og Dagtilbud
Pia Kruse Tramborg
Tlf. 24 79 23 53
Mail pktra@slagelse.dk

Kilde

Foto: ABW