Sundhed og trivsel handler ikke kun om kost og motion. Sundhed handler i høj grad også om fællesskaber, for vi skal også være mentalt sunde og have det godt. For at styrke fællesskaberne på tværs af alder og klasser og måske i sidste ende også forbedre trivslen har Slagelse Kommune startet et pilotinitiativ på Dalmose Skole, hvor bl.a. morgensang, foreningslivet, mindfullness og udeskole kommer på skoleskemaet.    dalmose-skole

På Dalmose Skole er det ikke kun dansk, matematik og engelsk, som bliver en del af skoledagen fremover. Som en del af indsatsen ”ABC for mental sundhed”, som Slagelse Kommune deltager i, er der fokus på at fremme skolebørns mentale sundhed. ABC for mental sundhed handler om at gøre noget aktivt, at gøre noget sammen, og at gøre noget meningsfuldt. Derfor får eleverne på Dalmose Skole en lidt anderledes skoledag, hvor bl.a. fællesskaber, som kan være nøglen til mental sundhed, netop bliver et af omdrejningspunkterne.
Mobilfri skoledag skal styrke fællesskabet

Arbejdet med den mentale sundhed kickstartes i forbindelse med sundhedsugen her i uge 41, hvor der på skolen vil være ekstra fokus på at skabe fællesskaber og gøre noget aktivt. Dagene starter med fælles morgensang og en trivselsopgave, og i løbet af dagen skal eleverne arbejde i værksteder på tværs af klasser for at styrke fællesskaberne på tværs af aldersgrupper. Eleverne kan også se frem til at komme helt ned i gear, når de bl.a. skal lave mindfullnessøvelser. Samtidig er ugen også mobilfri – dvs. alle elever skal aflevere mobilen om morgenen og får den først udleveret igen, når de skal hjem.

– De seneste nationale trivselsmålinger på Dalmose Skole viser, at 3% fra 0.- 3. klasse føler, at der er nogen, der driller dem, mens 1% af eleverne fra 4.- 9. klasse siger, at de tit bliver mobbet. Vi arbejder naturligvis på at fastholde den positive udvikling. Netop derfor er projektet rigtig spændende, da det ikke kun handler om at gøre noget anderledes, men også om at finde ud af, hvorfor det vi allerede gør virker, siger skoleleder på Dalmose Skole Tina Ellekjær.
Foreningslivet rykker ind

Senere på efteråret kan eleverne se frem til, at foreningslivet rykker ind på Dalmose skole. Her får de selskab af bl.a. Skælskør Billedskole, FDF Dalmose, IF62, Volleyklubben Vestsjælland, Slagelse Musikskole, balletundervisning og Skælskør Marinegarde, som vil komme og vise, hvordan fællesskaber kan dyrkes og udvikles gennem det at være aktiv i en forening.

– Det centrale i projektet handler om at have det godt og at fungere godt, så vi fortsat kan have glade og tilfredse elever. Vi skal derfor dykke ned i, hvad der gør dem glade og tilfredse og dyrke det endnu mere. For når du trives og med et fint ord er ”mentalt sund”, så kan du bedre håndtere skoledagens og i det hele taget dagligdagens udfordringer. Du kan også bedre udfolde dig og præstere bedre – både fagligt og socialt. Derfor sætter vi fokus på elevernes trivsel bl.a. gennem fællesskaber, for når man har det godt med sig selv, så kan man også selv bidrage positivt til fællesskabet, og man er bedre til at sætte sig i andres sted. På den måde smitter glæde og trivsel faktisk af på omgivelserne, siger Randi Mølager, leder i Center for Sundhed og Omsorg

Indsatsen på Dalmose Skole skal som udgangspunkt køre det næste års tid. Herefter er håbet, at de gode erfaringer kan udbredes til andre skoler i Slagelse Kommune.