Dansk Volleyball skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om sejren:

Damelandsholdet i volleyball spillede fredag aften i Korsørhallen deres første ud af i alt fem kampe mod Letland, som endte 3-1 til Danmark. Kampen viste gode takter fra de danske volleykvinder, der i store dele af kampen dominerede med et stærkt angrebsspil og god fight i forsvaret.

“Vi spiller en stabil kamp, hvor vi formår at få alle spillere på banen og virkelig udnytte den bredde vi har i truppen. Jeg er især imponeret af de mange nye spillere på holdet, som går friskt til opgaven, og som også afslutter kampen godt, selvom det bliver tæt og spændende.” udtaler landstræner Sven Erik Lauridsen om kampen.

“Vi havde i forvejen besluttet os for at prøve forskellige konstellationer af, hvis muligheden bød sig, og det gjorde den i dag. Og så er det jo kun positivt, at holdet kan præstere med de mange forskellige opstillinger, vi står i. Nu venter en ny kamp i morgen, og der bliver det selvfølgelig en helt ny opgave, vi skal løse.” afslutter landstræneren.