Der var fokus på Solens Plads, da Korsør Bymidtegruppe holdt sit sidste møde. Solens Plads, som bymidtegruppen har haft stor indflydelse på, var der stor tilfredshed med.  

Parkeringsplads forvandlet.

Da bymidtegruppen i Korsør trådte sammen i 2014 var cityparkering en parkeringsplads. I dag er den forvandlet til en aktivitetsplads med boldbane, scene og plads til markedsboder. Nogle af dem, som har været meget aktive i projektet, og som også har haft stor indflydelse på, hvordan Solens Plads er endt med at se ud, er, bymidtegruppen i Korsør. Og da bymidtegruppen mødtes til sit allersidste møde, var der også stor tilfredshed med pladsen, og det samarbejde alle har oplevet.

– Vi har haft et virkelig godt samarbejde i bymidtegruppen, hvor alle har bidraget konstruktivt for at finde nogle løsninger til gavn for Korsør. Det har været en fornøjelse at være med til, og når vi nu kan se, at der er kommet en rigtig flot plads midt i Korsør, så synes jeg kun, vi kan være glade, siger formand for bymidtegruppen Jørn-Ole Didriksen.

Den nye plads taget godt imod.

Solens Plads blev åbnet sidst i september, og flere af deltagerne i bymidtegruppen kunne berette, at der blev taget godt imod den nye plads.
– Jeg ved selv, at der har været afholdt mindst to børnefødselsdage på pladsen, og jeg hører, at der er mange, som er positive og glade for den. Så det lover godt for brugen af pladsen, når foråret kommer, siger Jørn-Ole Didriksen.

Det er byrådet, som nedsætter bymidtegruppen for en valgperiode af gangen, og derfor er det endnu ikke besluttet om, der kommer en ny bymidtegruppe i den kommende byrådsperiode.