Bevægelse og motorik klæder børn på til at lære bedst.

Bevægelse i Skovbrynet. Foto: Slagelse Kommune

Pressemeddelelse fra Slagelse Kommune.

Der er fuld fart på børnene rundt om i vuggestuerne og børnehaverne i Slagelse Kommune, men fremover kommer der faktisk endnu mere bevægelse og liv. I løbet af året har 90 medarbejdere nemlig været på kursus i pædagogisk idræt og bevægelse, da god motorik hænger sammen med børnenes forudsætninger for at lære. Derfor har medarbejderne fået en saltvandsindsprøjtning med nye redskaber til, hvordan de gennem bevægelse bedst understøtter børnene i deres motoriske og personlige udvikling, samtidig med børnene selvfølgelig skal opleve, at der er super sjovt at bevæge sig.

Bevægelse er bestemt ikke et ukendt fænomen i dagtilbuddene i Slagelse Kommune, og flere institutioner har endda også titel af at være bevægelsesbørnehaver. Alligevel kan der være brug for at få nye redskaber og ny viden om, hvordan bevægelse kan tænkes anderledes, og hvilken effekt de rette bevægelsesformer kan have. Derfor har 90 medarbejdere været på kursus og fået nye redskaber og ny viden med hjem i rygsækken heriblandt Daniel Bergmann og Kasper Jacob Nielsen begge pædagoger fra Daginstitutionen Skovbrynet i Sørby.

– Liv og bevægelse har fået mere fokus i vores hverdag. Vi bruger den nye viden til at tænke mere bevægelse ind i hverdagen, f.eks. har vi udviklet vores idékatalog i forhold til aktiviteter med kroppen, hvor børnene udvikler sig. Fra børnenes perspektiv er det hele selvfølgelig ”bare en leg”. Samtidig arbejder vi meget med fokus på tålmodighed og hele tiden med den tanke, at det vi gør for barnet, som barnet egentlig godt selv kunne have gjort, det fratager vi fra barnets udviklingsmulighed, siger Daniel Bergmann og Kasper Jacob Nielsen.

Motorik er forudsætningen for at børn lærer.
Det er bestemt ikke uden grund, at Slagelse Kommune sætter fokus på bevægelse og motorik.

– Ca. hvert tredje barn, som starter i skole på landsplan, har motoriske udfordringer, og undersøgelser viser, at motoriske færdigheder hænger sammen med børns forudsætninger for at lære. Derfor skal vi gennem forskellige bevægelsesinitiativer være med til at give børnene de bedste forudsætninger for, at de kan lære. For hvis motorikken ikke er på plads, så er det svært at sidde stille og modtage læring. Vi giver medarbejderne i dagtilbuddene inspiration til, hvordan de pakker baggrundsviden om motoriske aktiviteter ind i lege, sjov og ballade, for det skal altid være sjovt at bevæge sig, og børnene skal lære gennem leg, siger pædagogisk konsulent i Slagelse Kommune Christina Rose, som underviser personalet i dagtilbuddene i pædagogisk idræt og bevægelse.

Børnene vil have mere.
Siden foråret har der været afholdt tre kurser af fire dages varighed og den 8. november holdes sidste dag fra kl. 9-15 i Torvegade 15 i Slagelse for det sidste hold. Allerede nu er der kommet mere bevægelse ind i hverdagen og også børnene oplever, at der er sket noget nyt.

– Både børnene og vi selv er blevet mere kreative f.eks. til at lave motorikbaner med, hvad vi har her og nu på stuen. Vores glasrum er blevet et bevægelsesrum, hvor der er mulighed for at hoppe ned på madrasser, og vi har opstillet tumlesten til at styrke taktilsansen samt den kinæstetiske sans. Lege med bolde er også blevet en større del af hverdagen, ligesom vi bruger madrasser til at lave kolbøtter og tumlelege. Vi kan i den grad mærke, at børnene er blevet overrasket over de nye lege, og vi mærker også, at børnene opsøger os i forhold til aktiviteter, siger Daniel Bergmann og Kasper Jacob Nielsen.