VK VESTSJÆLLANDS DAMER LEVER I KVALSPILLET TIL VOLLEYLIGAEN EFTER DRAMA
Resultatet blev: Volleyklubben Vestsjælland – DHV Odense, 3-2 (20-25, 25-12, 25-20, 17-25, 15-9).
Lad os slå en ting fast med det samme, det blev aldrig den flotteste volleyballkamp, men spænding blev der for alle pengene. Korsørhallen dannede en flot ramme for kampen, hvor blandt andet busfuld af elever fra klubbens samarbejdspartner, Gørlev Idrætsefterskole, gjorde sit til at skabe liv på lægterne.
Det var en must-win-kamp for VKV, hvis de skulle holde liv i håbet om at kvalificere sig til Volleyligaen. Om det var nerver der prægede VKV i starten er meget muligt, for det var et usikkert hjemmehold man fik at se fra kampens start. Hurtigt kom VKV bagud med 2-8, men indskiftning af Trine Lund Nielsen og Sabina Adilovic skabte fornyet liv i hjemmeholdet, som nåede at udligne ved 14-14. Holdene fulgtes ad til 19-19, men så begyndte usikkerheden igen at snige sig ind hos hjemmeholdet, som tabte med 20-25.
Mellem 1. og 2. sæt blev der talt med rigtig store bogstaver af VKVs trænerteam og spillerne reagerede positivt på dette. Det var et anderledes tændt hold, som satte fødderne på banen til 2. sæt. VKV opbyggede hurtigt en lille føring på 12-10, hvor der nu var kommet en klart større stabilitet i VKV-holdet. Derfra så holdet sig ikke tilbage, mens Chelsea Ingabire servede som en drøm og var med til at bringe holdet helt op på 21-10, altså 9 points i træk til hjemmeholdet! Sættet blev sikkert vundet med 25-12.
3. sæt blev tæt, hvor ingen af holdet kunne slå det helt afgørende hul, selvom der blev lavet points i stimer på begge sider. Først ved 16-19 så det ud til, at DHV nu havde bragt sig i en gunstig vinderposition. Men så lavede VKV igen en pointstime af de helt store og vandt 7 points i træk til 23-19, bl.a. via to rene serveesser fra Christina Dybdal. VKV trak sættet hjem med 25-20.
Nu troede de fleste så, at VKV ville køre kampen sikkert hjem med 3-1, men DHV Odenses talentfulde hold ville det anderledes. 0-5 og 4-10 blev det til, inden VKV vågnede en smule op. Hjemmeholdet var faktisk ved at nå helt op ved 11-13, men så sneg de mange fejl sig ind igen, mens DHVs stærke ungdomslandsholdspillere, Emma Spile Nielsen og Clara Windeleff spillede stærkt angrebsspil. Inden VKV så sig om havde DHV bragt sig i front med 11-17 og så var sættet reelt afgjort. Det endte med 17-25 og så skulle kampen ud i et 5. og afgørende sæt.
Det startede tæt i 5. sæt til 3-3, men så fik kantspiller Katrine Lundberg endelig hul igennem i angrebsspillet med 3 vundne slag og var stærkt medvirkede til VKV kom på 7-4. Det lykkedes VKV at holde sig i front til både 9-5 og 11-7 ved fremragende angrebsspil fra Chelsea Ingabire, og da Therese Piper så stuff blokkede til 13-8, der var kampen så godt som afgjort. VKV vandt 15-9, ganske vist lidt heldigt på en serv fra DHV, som fejlagtigt blev dømt ude. Forløsningen var stor for VKV, da sejren endelig kom i hus i 5. sæt. Holdet var nemlig godt klar over, at de ikke havde levet op til det flotte spil blot to dage forinden mod Ikast KFUM. Der skal samtidig lyde stor ros til de unge spillere fra DHV, som virkelig spillede en flot kamp. Særligt havde VKV store problemer med at dæmme op for det blot 15-årige stortalent Clara WIndeleff, som nærmest vandt angrebspoints efter behag.
Efter sejren lever VKV fortsat i kvalifikationsspillet til Volleyligaen, hvor der resterer tre “retur”-kampe mod henholdsvis DHV Odense, Frederiksberg og Ikast. Næste kamp for VKVs damer er igen mod DHV Odense, lørdag d. 25. marts kl. 13.00 i Odense.