VK Vestsjælland sendte tre hold fra ungdomsafdelingen på et fly den 5. juli til Espinho i Portugal for at deltage i AMB Volleyball Cup 2023. Klubben var repræsenteret ved hold fra DU15, HU15 og HU19. Holdene og deres trænere er kommet hjem efter en uge med oplevelser for livet, en masse volleykampe samt flere medaljer i bagagen.
Turen er blandt andet blevet støttet med 30.000 kroner af Børge Kristensens Mindefond, der blev overrakt ved VKV’s 50-års jubilæum den 3. juni. Der deltog hele 532 hold fra 121 klubber, hvoraf VKV havde sendt 34 spillere og 4 trænere afsted. Under turen mødte U15-drengene volleylegenden Giba og fik en videohilsen med sig hjem. Han er en af verdens bedste volleyballspillere gennem tiden med utallige medaljer og titler på CV’et.
HU15 blev nummer 9 i deres række, mens DU15 hev bronzemedaljer med sig hjem. HU19 vandt deres række, og de tog dermed den helt store pokal med sig hjem! Da holdene landede i Kastrup lufthavn, blev de taget flot imod af forældre og klubkammerater ved ankomsthallen, og de stod klar med flag og hujende tilråb.