Weekenden d. 2-3. september var Skælskør Badminton Klub værter for Yonex Mesterrække cup for U13, U15 og U17/19 spillere. Stævnet bød bl.a. på udenlandsk deltagelse idet en gruppe svenske ungdomsspillere havde valgt at tage turen til Skælskør for at prøve kræfter med de danske ungdomsspillere.
Det blev til et velafviklet stævne, hvor klubbens frivillige kræfter nok engang viste fanen frem – fantastisk som opgaver kan løftes i flok!
For SBK´s egne spillere blev det også til en række gode præstationer og flotte resultater. I U17/19M gik Victor Popp Henriksen hele vejen herresingle, hvor han efter nogle hårde kampe kunne glæde sig over en flot 1. plads. I doublerækken var Victor også repræsenteret og her blev det til en 2. plads sammen med klubkammeraten Tobias Rønbøg – undervejs i turneringen fik drengene vist takter der lover godt for den nystartede konstellation.
Klubben takker deltagere, frivillige og sponsorer for et godt Yonex Mesterrække cup!