Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget har besluttet at rulle den nye sejlplan for Agersø Omø Færgerne tilbage. Kun i fire måneder vil man sejle efter en ny og revideret sejlplan. slagelse-kommune

Med undtagelse af fire måneder i vinterperioden, så vender Agersø Omø Færgerne tilbage til den gamle sejlplan, som gjaldt før 1. september. Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget har besluttet, at rulle den nye sejlplan tilbage, efter det har vist sig, at den nye sejlplan ikke er optimal for hverken færgernes personale eller øboerne.

– Den nye sejlplan har vist sig ikke at fungere. Derfor har vi lyttet og forsøgt at komme øboerne i møde ved at rulle den nye sejlplan tilbage. Det betyder, at det kun er i de fire måneder, hvor der er færrest passager, at der bliver sejlet anderledes end tidligere, siger Jørn-Ole Didriksen (V), medlem af Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget og medlem af Ø-udvalget.

Beslutningen om, at rulle sejlplanen tilbage kommer efter, at der var lavet en ny sejlplan på baggrund af et sparekrav. Udvalgets beslutning om, at rulle den nye sejlplan tilbage betyder, at det nu kun er i lavsæsonen fra november til og med februar, at man ændrer sejlplanen. Men udvalget besluttede samtidig at tilpasse sejlplanen fra november til februar i forhold til den nye sejlplan, man tidligere har meldt ud. Fra 1. marts vender færgerne så tilbage til den gamle sejlplan, og efterfølgende evaluerer man så sejlplanen.

– Det er vigtigt, at vi har en velfungerende færgedrift til vores øer. Efter sommerferien evaluerer vi sejlplanen, og beslutter, hvordan øerne skal betjenes af færgerne fremadrettet, siger formand for Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget Henrik Brodersen (O).

Læs mere om sejlplanen på Agersø Omø Færgernes hjemmeside aofaerger.dk