På søndag slår Korsørhallen dørene op for to, på hver sin måde, meget interessante kampe for VK Vestsjællands førstehold mod Gentofte Volley.
Kl. 12.00 står kampen mellem oprykkerne fra VK Vestsjælland og de forsvarende Danmarksmestre fra Gentofte. Mens oprykkerne blot har sikret sig en enkelt sejr i sæsonen, har Gentofte gjort rent bord og blot sat 2 sæt til over de første 13 kampe. Der er således tale om Davids kamp mod Goliat, hvor Gentofte stiller med ikke mindre end 8 landsholdsspillere. VK Vestsjællands chance består i, at Gentofte for længst har sikret sig 1. pladsen i Volleyligaen og dermed går direkte i semifinalerne i play offs. VK Vestsjælland vil gøre alt for at overraske storfavoritterne fra Gentofte, hvor publikum kan forvente et hjemmehold der kæmpe til sidste blodsdråbe mod overmagten. Kampen er også uden betydning resultatmæssigt for VK Vestsjælland, som modsat Gentofte er sikker på at skulle spille 6 kvalifikationskampe om at forblive i Volleyligaen.
Kl. 14.00 er det så 1. divisionsdamernes tur, hvor VK Vestsjælland spiller den foreløbig nok mest afgørende kamp i klubbens historie. Vinder holdet over Gentofte i dagens kamp, vil de sikre sig min. 3. pladsen i rækken og dermed retten til at spille kvalifikationskampe til Volleyligaen. Der er derfor utrolig meget på spil for hjemmeholdet og man kunne vel næppe have ønsket sig en mere spændende afslutning på grundspillet. VK Vestsjælland og Gentofte har tradition for at spille utrolig tætte kampe, hvor VK Vestsjælland dog trukket sig sejrsrigt ud i de seneste 4 opgør.
Der vil være speaker, DJ, maskot og publikumskonkurrencer i Korsørhallen under begge kampe, så rammerne er skabt for den som altid fantastiske stemning. Klubben forventer som altid masser af tilskuere i den nyrenoverede Korsørhal, så der bliver endnu en festdag med topvolley i Korsør.