For nylig tog Chef og Garnisonskommandant John Nielsen imod 45 erhvervsfolk ved årets sidste udgave af Slagelse Erhvervs netværksmøde Business Brunch. Han fortalte, hvad det egentlig er for nogle opgaver Flådestationen er med til at løse, samt hvad man håber nyinvesteringen på omkring 143 mia. kr. i det nye forsvarsforlig kommer til at betyde i Korsør.

Flådestation Korsør er med sine godt 1100 tilknyttede medarbejdere en af de store offentlige arbejdspladser. Og de er i samme båd som mange andre af arbejdspladserne i Korsør. De mangler arbejdskraft.

Også her kan man mærke effekten af ”støvsugeren fra Kalundborg”, bedre kendt som Novo Nordisk. ”Vi kan ikke konkurrere på løn, men vi kan meget andet,” lyder det fra John Nielsen, der fremhæver, at man på Flådestationen ikke kun har brug for soldater, men i høj grad også civilt ansatte.

Netop med hensyn til arbejdskraft, ser garnisonskommandanten Korsør som en ideel beliggenhed, da her er et stort opland at trække fra, både på Sjælland og på Fynsiden. Han understregede derfor, at det er af stor betydning for Flådestationen, at Korsør er en indbydende og levende by – en opgave de selv forsøger at bidrage mest muligt til.

Mangler din virksomhed også arbejdskraft? Slagelse Erhverv yder hjælp til rekruttering – læs mere her.

Foto: ABW