Med en donation fra TrygFonden sender SVØM Slagelse Korsør op mod 70 instruktører, hjælpere og trænere på førstehjælpskursus. Derudover får medarbejderne redskaber til at kunne undervise børn og unge i sikker badning, og hvordan man redder andre i vandet. Målet er at skabe tryghed blandt svømmeklubbens både medarbejdere og medlemmer.
SVØM Slagelse og Korsør (SSK) tæller over 1.800 medlemmer i alderen fra 0 til 100 år og tilbyder en bred vifte af vandaktiviteter lige fra babysvømning og konkurrencesvømning på højt plan til vandpolo og aqua fitness. I weekenden blev to tredjedele af SSK’s trænere og instruktører uddannet i førstehjælp. Samtidig blev de undervist i brug af ilt og spineboard, og hvordan man kan videregive og lege førstehjælps- og livredningsfærdigheder ind i børn og unge, bl.a. i forbindelse med skolesvømning, som klubben også står for. Ønsket med initiativet er at skabe tryghed blandt SSK’s medlemmer og ansatte:
– Vi ønsker, at alle vores medlemmer kan sendes trygge i vandet, og at alle vores medarbejdere er godt klædt på til at kunne håndtere en eventuel kritisk situation, hvis den skulle opstå. Det er vigtigt for os, at alle – uanset alder og svømmefærdigheder – finder vores formidling og undervisning relevant og brugbar. Derfor er vi meget glade og taknemmelige for TrygFondens donation, der hjælper os med at kunne tilbyde den bedst mulige og sikre undervisning – til gavn og glæde for alle, siger Jonas Petersen, formand for SVØM Slagelse Korsør.
I alt vil op mod 70 instruktører og trænere i SSK først gennemgå et førstehjælpskursus og derefter blive undervist i brug af ilt og spineboard i vandet. TrygFondens donation på 154.375 kr. omfatter desuden førstehjælpsudstyr, som SSK selv kan bruge til undervisning og formidling, bl.a. når de afholder Ocean Rescue Camp for lokale børn og unge.
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen til SSK som led i TrygFondens samlede arbejde for at nedbringe antallet af drukneulykker i Danmark. Poul Buur, repræsentant i det regionale råd, lagde vejen forbi SSK’s ene kursusdag i weekenden:
– Hurtig hjælp er altafgørende, når en person falder om med hjertestop, eller der opstår en pludselig kritisk situation i vand. Vi står i TrygFonden bag Hjerteløberordningen og har kystlivreddere på 34 af landets strande og havnebade hele sommeren, og vi glæder os over alle, der ønsker at bidrage til indsatsen for at redde liv og træde til, når uheldet sker. Derfor ville vi også gerne støtte SVØM Slagelse Korsørs initiativ med førstehjælpskurser til klubbens ansatte og udstyr til brug for deres undervisning. Forhåbentligt er klubbens trænere og instruktører blevet mere trygge ved at træde til, hvis uheldet skulle ske. De er i hvert fald med til at skabe mere tryghed blandt rigtig mange mennesker, siger Poul Buur, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.
Donationen fra TrygFonden blev overrakt af Poul Buur til en af de i alt tre kursusdage, som SSK’s intruktører og trænere er fordelt på. Kurset blev afholdt på dels Antvorskov Skole samt i Slagelse Svømmehal.