Slotsbjergby daginstitution sætter spot på sunde madpakker, det har forældrebestyrelsen og medarbejderne sammen fokuseret på i deres nye måltidspolitik.

Børn skal have energi til at lege, trives og lære. Men for at benene kan hoppe højt, hovedet kan tænke, og barnet trives bedst, så kræver det god, sund og nærende kost både derhjemme og i daginstitutionen. Derfor har forældrebestyrelsen og medarbejderne i Slotsbjergby Daginstitution sammen udarbejdet en Mad- og Måltidspolitik, som sætter fokus på sundhed og nærende måltider og giver anbefalinger til børnenes madpakker. Politikken præsenteres for alle forældre til daginstitutionens sommerfest den 8. september kl. 16.30-20.00.

Alle børn skal have sund og varieret kost. Det er målet med en ny Mad- og Måltidspolitik, som Slotsbjergby Daginstitution har lavet i samarbejde med Center for Sundhed og Ældre. Politikken giver derfor en række anbefalinger til sund mad og sætter fokus på vigtigheden af sunde måltidsvaner. Samtidig er selve måltidet også en vigtig del af politikken, da det at spise er en social og pædagogisk aktivitet, der styrker fællesskabet, som Slotsbjergby Daginstitution vægter højt.

– I Slagelse Kommune har vi et mål om at få flere sunde børn. Derfor har vi en overordnet kostpolitik, der giver nogle rammer, som institutionerne selv kan omsætte til konkrete beslutninger, f.eks. en mad- og måltidspolitik. Det er forældrenes ansvar at sikre en sund og nærende madpakke samt sunde mellemmåltider til deres barn i institutionen, og med mad- og måltidspolitikken giver vi dem en række klare anbefalinger om, hvad en sund madpakke bør indeholde, så alle børn kan lære bedst muligt og udvikle sig optimalt, siger tværkommunal kostvejleder i Slagelse Kommune Louise Friis Pihl.

Får inspiration til hvad der skal i madpakken
Alle forældre til børn i Slotsbjergby Daginstitution får mulighed for at se gode forslag til sunde madpakker i praksis, når daginstitutionen præsenterer politikken til den årlige sommerfest den 8. september kl. 16.30-20.00.

– Det er selvfølgelig forældrenes beslutning, hvad der er i madpakken, men der er ting, vi anbefaler, at forældrene forsøger at undgå. Med Mad- og måltidspolitikken kan vi være med til at fremme sunde kostvaner og derved øge sundheden og trivslen i vores institution. Vi ser det som vores ansvar at lære børnene om sund mad og gode madvaner. Det gør vi gennem flere pædagogiske aktiviteter f.eks. maddage, temaer om sund/usund og i den daglige dialog med børnene over madpakken. Vi går op i det pædagogiske miljø omkring måltidet, og vi er meget bevidste om, at vi er rollemodeller for børnene, siger leder af Slotsbjergby Daginstitution Charlotte Ørum Henriksen.

Sund kost er brændstof til leg og læring
Slotsbjergby Daginstitution er ikke den eneste institution i Slagelse Kommune, som har en Mad- og måltidspolitik. Sidste år fik Børnehaven Mariehønen vedtaget sin Mad- og måltidspolitik, mens Daginstitutionen Skovbrynet og Slotsbjergby Daginstitution får vedtaget sine i år. Håbet er, at flere institutioner vil gå samme vej, da usunde madvaner og f.eks. overvægt i barndommen bæres med ind i voksenlivet.

– De måltider og madvaner vi får i barndommen har stor betydning for vores madvaner og trivsel, når vi bliver voksne. Dårlige vaner og f.eks. overvægt i barndommen flytter nemt med ind i voksenlivet. En Mad- og måltidspolitik er derfor med til at give vigtig viden om kost og en fælles forståelse af, hvorfor sund kost er vigtig. Sund kost er nødvendigt for, at børn udvikler sig optimalt, og derfor er politikken med til at sætte fokus på vigtigheden af børnenes mad- og måltidsvaner. Politikken kan selvfølgelig ikke stå alene, men den giver god anledning til at sætte fokus på, hvordan institutionen i samarbejde med forældrene kan sikre og fremme sunde madvaner. Vi håber, at flere institutioner vil benytte sig af muligheden for at få sat fokus på, hvordan der sikres sunde madvaner, så vi kan få flere sunde børn, der trives og har brændstof nok til at løbe, lege og lære hele dagen, siger formand for Sundheds- og Seniorudvalget Ann Sibbern (O).

Frugttallerken i børnehaven. Foto: Anne
Ananas og melon til børnehavens børn. Foto: Anne