Slagesle skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om IoT sensorer:
Siden starten af året har man i Slagelse Kommune eksperimenteret med sensorer koblet på det danske såkaldte IoT-netværk, Sigfox. 21 sensorer er sat op på toiletter for at give vigtig information, der gør, at kommunen sparer både tid og penge – og mindsker CO2-udslip.
En af de ting, der koster samfundet og miljøet rigtig meget, er når ting skal vedligeholdes. I Slagelse Kommune har en udfordring været at køre rundt i yderkanterne af kommunen for at rengøre offentlige toiletter – som nogle gange slet ikke har været brugt.
Smart Sigfox-teknologi
Et nyt system med sensorer, der er baseret på Sigfox-teknologi, har nu gjort det muligt via små sensorer at måle, hvor mange og hvor ofte, der er besøgende på toiletterne. Dermed kan mange forgæves køreture spares væk:
“Vi kan lynhurtigt se på sensorerne, hvis et toilet ikke bruges så ofte, og derfor lægger vi ruterne alt efter, hvor der er størst behov. Det kan meget hurtigt spare os for over 100 kilometer og adskillige arbejdstimer om ugen,” fortæller John Otto, teamleder for renhold.
Særligt langdistancerne har kommunen fået hjælp til at omlægge efter IoT-sensorer er kommet op. Men sensorerne har også vist, hvor mange mennesker, der bevæger sig i specifikke områder og hvornår på døgnet, de kommer:
“I perioder har vi været plaget af hærværk på nogle af toiletterne i nattetimerne. Hvis målerne viser os, at der over en længere periode ikke kommer særligt mange mennesker om aftenen, kan vi beslutte os for at låse toiletterne i dette tidsrum og dermed undgå en del hærværk i yderområderne,” forklarer John Otto.
Mange muligheder med tællere
Slagelse Kommune kan vurdere allerede efter blot syv måneders forsøg, at der kommer til at være markante besparelser at hente. Dog er det først muligt efter et år at sætte præcise tal og procenter på besparelsen. Løsningen med sensorerne kan sagtens implementeres til andre dele af kommunen, eksempelvis på skraldespande, i klasselokaler og på veje, når det er glat. Teknologien er på plads, og i en tid, hvor klimaudfordringerne bliver større og større, er det bare med at komme i gang, siger John Otto:
“Vi ser meget positivt på udviklingen og holder øje med, hvor meget vi vinder ved den nye løsning. Der er allerede mange gode grunde til at bruge sensorer koblet på IoT-netværk, så det skal naturligvis bredes længere ud til kommunens andre områder,” slutter John Otto.