På torsdag kan Volleyklubben Vestsjælland spille sig i ligaen…
VK Vestsjællands bedste herrehold mødte for første gang favoritterne ASV Århus på deres hjemmebane for lidt over to uger siden. Det blev en spændende kamp, hvor det lykkes VKV-drengene at presse ASV Århus ud i fem sæt, hvor holdet fra Slagels Kommune dog måtte se sig besejret. Kampen gav dog oprykkerne fra Slagelse en masse selvtillid, hvilket fik afgørende betydning i den efterfølgende kamp mod Bedsted, som sikkert blev vundet på hjemmebane med 3-0.
Situationen er nu den, at VK Vestsjælland har tre ”matchbolde” for at rykke op i Volleyligaen:
1) Holdet vinder 3-0 eller 3-1 over ASV Århus på torsdag den 7. april i Korsørhallen
2) Holdet vinder over Bedsted lørdag den 9. april i Bedsted (VK Vestsjælland tabte for en måned siden klart i Bedsted)
3) ASV Århus vinder over Bedsted torsdag den 14. april
Klubben og holdet sætter således alle sejl til, for at det kan lykkes at afgøre egen skæbne på hjemmebanen i Korsørhallen på torsdag, den 7. april kl. 18:30.
Der er lavet et stort forarbejde med at få rigtig mange mennesker i hallen, og der forventes masser af opbakning. Klubben inviterer i den forbindelse til gratis pasta med kødsovs til de første 150 tilskuere – bestilling skal ske på forhånd til Kirsten Sørensen på 29 25 79 68.
Rent spillemæssigt har VK Vestsjælland samtlige 14 spillere til rådighed, hvilket kan vise sig at blive den afgørende forskel på dagen. “Vi har rigtig mange muligheder for at skifte taktisk i dagens kamp, så vi kan matche ASV Århus på den bedst mulige måde. Det vil vi gøre god brug af undervejs, hvor alle holdets spidskompetencer kan komme i spil.”, udtaler spillende træner Kim Buchwald.
Udover spillet inde på banen, vil der også foregå en kamp uden for banen. ASV Århus mener nemlig selv, at de har Danmarks bedste hjemmebane. Men det er Volleyklubben Vestsjællands Supporterklub Blue Army, meget opsatte på at vise ikke er tilfældet. ASV Århus kan derfor forvente et særdeles feststemt publikum, som vil sætte en tyk streg under, at Danmark Bedste Hjemmebane er KORSØRHALLEN.
Flemming Christensen fra klubbens ledelse udnævner på forhånd ASV Århus som klare favoritter trods det tætte resultat på Århus´ hjemmebane for et par uger siden. ”ASV Århus har rutinen fra masser af år i ligaen, og klubben har stolte traditioner og har igennem 90érne præget toppen af dansk volleyball. Jeg vil dog ikke være det mindste i tvivl om, at publikum vil se vores lokale volleydrenge kæmpe til sidste bold, og jeg vil forvente, at vi får en kamp med masser af intens fight og gode dueller. Med andre ord er der rigtig god grund til at lægge vejen forbi Korsørhallen på torsdag”. Klubben anbefaler, at man kommer i god tid for at sikre sig en plads.