Næsten hver anden vestsjællændere fravælger i år charterrejsen eller udlandsturen for i stedet at holde sommerferien i Danmark. Vestsjællænderne vil gerne i sommerhus og i forhold til resten af Danmark søger de gerne forlystelser, viser en undersøgelse fra YouGov lavet for GF Forsikring. Derfor slår GF Vestsjælland nu et slag for de gode oplevelser i Sommerdanmark.
Spørg meteorologen. Spørg landmanden, festivalgængeren, campisten, solbaderen eller grill-elskeren, og du vil oftest få det samme svar. Det danske sommervejr er lunefuldt og ikke sådan lige til at forudse. Alligevel vælger tæt på hver anden vestsjællændere i år at holde sommerferien herhjemme.
En ny undersøgelse fra YouGov lavet for GF Forsikring viser, at 41% af danskerne vælger udlandsturen fra til fordel for sommerferie i Danmark. Det svarer til halvdelen af dem, der holder sommerferie og har besluttet, hvad ferien skal bruges til.
Staycation og nære værdier
For Region Sjælland og dermed Vestsjælland svarer 43% af de adspurgte, at de bliver i Danmark i sommerferien. Og næsten hver femte vestsjællandske familie (15%) vælger tilmed at lade ferien have udgangspunkt i hjemmet og tage på ture derfra. Det fænomen kaldes populært staycation.
– Hos GF Vestsjælland oplever vi, at det nære og det lokale både betyder meget og fylder meget for rigtig mange af vores kunder, både i hverdagen og i forhold til højtider og ferier. Og undersøgelsen synes at bekræfte, at det nære har en stor værdi for danskerne generelt, siger Charlotte Wiik, forretningsfører hos GF Vestsjælland.
Del dine personlige oplevelsestips
Undersøgelsen viser også, at seks ud af ti i Region Sjælland krydrer deres primære ferie med endagsture rundt til oplevelser og seværdigheder i Danmark.
Vestsjællænderne har natur- og kultur-oplevelser øverst på ønskesedlen og foretrækker derudover i højere grad forlystelser i forhold til jyder og fynboer.
– Vi ved fra GF Forsikrings mange lokale kontorer, at Danmark har masser af store og små oplevelser at byde på. Dem vil vi gerne hjælpe danskerne til at lære at kende. Derfor opfordrer vi til at dele personlige tips til gode sommeroplevelser, som man måske ikke lige finder på den lokale turistforenings hjemmeside, siger Charlotte Wiik.
Du kan finde inspiration og dele dine tips på www.sommeroverskud.dk.
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1012 interviews med danskere i alderen 18+ år i perioden 4.-7. maj 2018.
6 råd om ferie og forsikring:
• Inden du tager på ferie i udlandet, er det væsentligt at sikre, at du har en rejseforsikring, der dækker skader opstået under ferien samt evt. hjemtransport.
• Ferieophold i Danmark uden for hjemmet kan hos fx GF Forsikring dækkes af rejseforsikringen, hvis opholdet er på mere end 3 overnatninger.
• Dit gule sundhedskort sikrer dig i Danmark samt i Grønland og på Færøerne i forhold til adgang til læge og hospital.
• Skader opstået på dagsture i Danmark vil være dækket af din indbo- (tyveri) eller ulykkesforsikring (varigt men).
• Det blå EU-sygesikringskort dækker ved rejser i EU samt Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz på samme vilkår som borgerne i det land, du opholder dig i. Det blå kort dækker ikke hjemtransport. Derfor er det nødvendigt at supplere med en rejseforsikring. Det blå sygesikringskort dækker ikke udenfor EU samt Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, så her skal du altid sørge for at have en rejseforsikring.
• Du bør overveje, om du også skal have en afbestillingsforsikring.
Kilder: GF Forsikring og Tænk.