Et større arrangement med syv bygarder i stjernemarch til Nytorv lørdag startede Slagelse Gardens meget festlige fejring. De forhenværende gardere stillede op og havde slet ikke glemt at spille og marchere.
Foruden de lokale grønne fødselarer havde man besøg af Ruds Vedby Garden, Roskilde Garden, Odense Pigegarde, Nuclear Devils Drumband fra Holbæk, Holbæk Garden, Livgardens Tamburkorps og Skælskør Marinegarde.
De mødtes til et fællesnummer under ledelse af Slagelse Gardens dirigent, der havde ophold på en kasse. Borgmester Stén Knuth holdt en varm takketale, hvor han roste garden for at spille til diverse begivenheder i kommunen, herunder indvielsen af vandsportscentret i Halskov i august måned. Formanden Jacob Frederiksen holdt også tale, og da regnen tog til, passede det fint med en middagspause.
Eftermiddagen stod igen på musikalsk stjerneparade, da Antvorskovhallen var ramme om et tattoo, som havde flot lysshow. Mens regnen stod ned udenfor, fik det talstærke publikum lov at høre og se flotte formationer, høre lækre klange og fine soli, blandt aktørerne trak “Danmarks bedste tambourmajor” stor opmærksomhed for sit nærvær og herlige attitude.