Jovan Sajnberger er et navn, som de sjællandske sportsjournalister skal vende sig til at udtale i fremtiden. VK Vestsjælland har underskrevet en 3-årig aftale med den serbiskfødte træner, der har 13 år som professionel volleyballspiller i udlandet på CV’et, før han kom til Danmark og spillede i Hvidovre Volleyball Klub. Skader satte dog en stopper for spillerkarrieren, hvorefter han fortsatte tre år som træner i Amager VK. Her har han været træner for både damer og herrer, hvor han bl.a. vandt over VK Vestsjællands damer i efteråret som head coach for Amager. Han har desuden haft en helt ekstraordinær god sæson med Amagers 1. divisionsherrer, som har vundet 19 ud af 19 kampe og er på baggrund af det rykket op i Volleyligaen.
Jovan skal udover at træne klubbens nykårede Volleyliga-damer også stå for morgentræningen i Slagelse Talent og Elite-regi, samt bidrage som ungdomstræner og fungere som assistenttræner for herrernes ligahold i klubben. Der er således tale om en træner, som i høj grad bliver en del af hele klubben. Netop det har været vigtigt for klubben, fortæller formand Elmer Petersen: “Vi er jo det vi betegner som en HEL klub, hvilket betyder, at bredde, ungdom og elite hænger sammen hos os. Derfor var det vigtigt, at finde den rigtige profil som den nye liga-træner for damerne. Den person er jeg sikker på vi har fundet i Jovan, som også er meget optaget af klubkultur, udvikling af egne talenter og det lange seje træk.”
Træneren han skal erstatte er Kim Buchwald, som i fremtiden skal prioritere rollen som Sportschef og ungdomstræner højere, samt få de sidste gode år ud af sin spillerkarriere. “Ligesom jeg i fred og fordragelighed fratrådte herrerne i sidste sæson som træner, gør jeg nu det samme for damerne. Jeg har været utrolig glad for at være træner for begge hold og er stolt af de ting vi har opnået sammen igennem årene. Ligesom jeg sidste år var tryg ved at overlade herreholdet til Birk, er jeg nu også tryg ved at overlade dameholdet til Jovan. Det er også et nødvendigt træk for mig at skære ned på mit arbejde i klubben med førsteholdet, da jeg desværre har sygdom i min nærmeste familie, som jeg gerne vil prioritere højere”.
Den nye træner udtaler selv følgende: “Der er mange grunde til, at jeg besluttede at skrive under med VK Vestsjælland. En af de væsentligste er klubbens organisation, samt at de virkelig investerer i udvikling af unge talenter og planlægger langsigtet. Det er netop den måde at drive klub på, som jeg kan se mig selv i på den lange bane. I første omgang skal jeg selvfølgelig lære både klubben og spillerne at kende, hvor jeg skal finde mig til rette i det hele. Men der er heller ingen tvivl om, at klubben har hentet mig hertil, for at jeg kan overføre min viden til spillerne og lære dem at blive gode mennesker, gode spillere – samt både hvordan man vinder, men også hvordan man håndterer nederlagene på banen på en konstruktiv måde. Nu går vi ind i periode med rigtig meget hårdt arbejde og vi skal lære mange nye ting. Dette kræver at vi konstant arbejder hårdt til alle træninger, da dette er den eneste måde at opnå fremgang på. I den første sæson skal vi etablere os og så skal vi arbejde på at forberede holdet til at spille lige op med alle Volleyligaholdene i fremtiden. Til sidst vil jeg gerne sige et stort tak til Sportschef Kim Buchwald for at have gjort et flot stykke arbejde i forhold til mit skifte til klubben. ”
Jovan, hans kone Tina og 1-årige dreng Luka bor for nuværende i Valby, men flytter til det vestsjællandske efter sommerferien. Netop det har været en afgørende faktor for begge parter, at familien skulle flytte til området og på den måde blive en del af klubben. Hverken Jovan eller klubben var interesseret i, at han skulle pendle frem og tilbage til træning. “Først og fremmest er Jovan jo en virkelig kompetent træner, som i den grad vil sætte gang i udviklingen hos vores spillere. Men udover det rent sportslige har det også været vigtigt for os, at det hele skal hænge sammen for Jovan og hans familie. Så vi glæder os rigtig meget til at byde Jovan, Tina og Luka hjerteligt velkommen i VKV-familien, hvor vi ser frem til mange gode år sammen”, udtaler Sportschef Kim Buchwald.
Der starter try out-periode til Volleyligaholdet for damer tirsdag d. 22. maj kl. 20.00 – 22.00 i Korsørhallen. Der trænes derefter på torsdage (kl. 17.30 – 19.45) og mandage (kl. 20.00 – 22.00) i Korsørhallen til og med d. 28. juni, hvor det vil være muligt for spillere udefra at komme og træne med. Der vil også foregå træning i sommerferien samt august og starten af september, før det endelige hold til Volleyligaen bliver udtaget. Der er således tale om en lang try out-periode, hvor den nye træner vil have god mulighed for at se de potentielle spillere an.