Som del af et pilotprojekt renser vi PFAS-forurenet jord med termisk opvarmning for Danske Regioner.
Forurening med PFAS er så omfattende i Danmark, at Danske Regioner har ca. 15.000 grunde over hele lande i kikkerten, fordi de kan være forurenet med familien af kemiske flour-stoffer.
I den offentlige debat er der for alvor kommet fokus på problemet i de senere år, og spørgsmålet er nu, hvad man stiller op med PFAS-forureningen i jorden.
For en ting er, at det kan fjernes – spørgsmålet er bare, hvordan man gør det med de laveste omkostninger for samfund og klima.
Netop derfor kører Danske Regioner i denne tid to demonstrationsprojekter på PFAS-testcentret i Korsør. Projekterne er finansieret af Miljøstyrelsen, og her bliver der afprøvet teknologier til at rense jorden for PFAS. Arkil har fornøjelsen af at drive det ene af projekterne.
”Der er ingen tvivl om, at PFAS for alvor er kommet op til overfladen i den offentlige bevidsthed, og det med god grund. Derfor vil jeg også gerne takke Danske Regioner og Miljøstyrelsen for at prioritere indsatsen, så vi igennem et pilotprojekt som det her kan komme et vigtigt skridt nærmere svaret på, hvordan vi bedst håndterer forureningen,” siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S.
Bliver til gas
Formålet er at vise, hvordan vi kan destruere PFAS på stedet som et alternativ til at opsamle forureningen på aktivt kul, som efterfølgende skal destrueres eller deponeres.
Her i forsøgscontaineren kan der være 15 kubikmeter jord. Når de er oprenset, kører vi forsøget igen med 15 kubikmeter mere.
Vi tager løbende prøver af udstødningen fra containeren, så vi kan påvise, at der ikke er PFAS-rester tilbage i luften. Og for en sikkerheds skyld kører vi også udstødningen igennem filtre med aktivt kul, som vil binde rester af PFAS, hvis der – mod forventning – skulle være noget tilbage alligevel.
Indtil videre ser forsøget lovende ud. Prøverne viser, at vi lykkes med at brænde det hele af.
Det er i øvrigt samme metode, vi kommer til at anvende på Høfde 42, når vi går i gang med at oprense en af Danmarks største generationsforureninger. Men det bliver i en helt anden skala end forsøget her, og med den forskel, at udstødningsgasserne fra Høfde 42 ikke bliver brændt af på stedet.
Forsøget på PFAS-testcentret sker i øvrigt i et tæt samarbejde med vores gode samarbejdspartner Haemers Technologies, som leverer brændere og container.
