Rigtige Mænd i Slagelse Kommune gør sig klar til fællesløb 24. maj 2017. Forleden startede en ny omgang af programserien Rigtige Mænd med fem nye håndværkere på DR. Men det er ikke kun på skærmen, at der er gang i Rigtig Mænd – det er der bestemt også i Slagelse Kommune. I et tæt samarbejde med Firmaidræt Slagelse får Rigtige Mænd i Slagelse Kommune sved på panden, når de hver onsdag mødes og træner sammen i det fri for at blive klar til Rigtige Mænd-løbet den 24. maj.
Farvel til dunken og velkommen til fællestræning og mandehørm. Den be-slutning har flere mænd i Slagelse Kommune taget og er derfor blevet en del af ”Rigtige Mænd Sjakket”, hvor de i hold træner sammen, tager test og gør sig klar til det lokale Rigtige Mænd-løb i Slagelse den 24. maj. Her venter ikke noget traditionelt løb, heller ikke et forhindringsløb, men derimod et stjerneløb kombineret med løb og cykel og syv sjove holdopgaver. Hvis ikke formen til stjerneløbet er helt på plads, så er der god mulighed for at kom-me det sammen med Firmaidræt Slagelse, som hver onsdag kl. 17.00-18.00 tilbyder fælles outdoor træning.
Bliv en del af holdet og fællesskabet
– Der er allerede en del mænd, som har rejst sig fra sofaen og blevet en del af vores fælles træningssjak, som er en god fortræning for selve løbet. Selvom vi til træningen har fokus på at slippe af med ølmaven og blive klar til det store fælles stjerneløb, så er det i høj grad også den meget uformelle stemning og den fælles mandehørm på holdet, som får deltagerne til at mø-de op og være en del af træningen. Vi har stadig plads til flere på holdet, så har man ikke nået at melde sig til, så kan man sagtens nå det endnu – sammen skal vi nok sikre, at alle bliver klar og kommer i mål den 24. maj, siger Trine Wagner Jacobsen, som er instruktør og outdoortræner for Rigtige mænd i Slagelse.
Mandehørm og outdoortræning frem for løftede pegefingre
Når man er tilmeldt Rigtige Mænd-løbet og dermed Rigtige Mænd-sjakket, som også er et online træningsfællesskab, så får holdene hver uge et nyt træningsprogram, simple kosttips og en udfordring, så holdene kan vise alle de andre, hvad de dur til!
– Målet med hele Rigtige Mænd-fællesskabet er at vise, at små ændringer i den daglige kost og motion kan give store forandringer – ligesom vi jo også har set det hos de Rigtige Mænd på tv. For at det skal blive rigtig sjovt, så skal mændene selvfølgelig også have nogle sjove udfordringer, og det får de både i online fællesskabet, til den lokale outdoor fællestræning og selvfølgelig på selve løbsdagen. Og uanset om man er en af de tunge drenge med dårlig kondi, så kan alle sagtens være med. Man sætter selv tempoet. Her er ingen løftede pegefingre eller gulerødder i kilovis – her er det stemningen og fæl-lesskabet som er i fokus, siger Helene Nazek Zitawi, udviklingskonsulent i Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune.
Som en del af fællestræningen tilbyder Slagelse Kommunes livsstilskonsulenter at måle deltagernes fremskridt ved en før- og eftermåling, så det synliggøres hvad man rent fysisk får ud af at være med.
Der er stadig åbent for tilmeldinger til outdoortræning på www.firmaidrætslagelse.dk og til selve løbet på www.rigtigemænd.dk.
Oplev Rigtige Mænd-løbet på nærmeste hold
Der er god mulighed for, at kolleger og pårørende kan opleve deres egne helte i aktion den 24. maj kl. 19.00 – aftenen før Kr. himmelfart.
Løbscentrum er på Frederikshøj overfor UV-hallen, hvor holdene præsenteres. Der skabes en løbsstemning, hvor der heppes på løberne, og så er det også muligt at købe øl, vand og spise.
Fakta om Rigtige Mænd
• Den 24. maj 2017 afholdes det landsdækkende Rigtige Mænd Løb. Målet er, at løbet afholdes landet over – i samarbejde med kommuner og lokale idrætsforeninger. Pt. er 60 kommuner tilmeldt løbet.
•Efter Rigtige Mænd-Løbet fortsætter det digitale træningsfællesskab Rigtige Mænd Sjakket, og der bliver sat nye mål og udfordringer frem mod Xtreme Mandehørm den 30. september 2017 og næste Rigtige Mænd-Løb i 2018.
•Nordea-fonden støtter projekt Rigtige Mænd i 2017 og 2018 med 22,7 millioner.
•Projektets samarbejdspartnere er Dansk Firmaidrætsforbund, MakeitBee Production, DR og Syddansk Universitet.