Årets handicappris uddeles

Handicapprisen uddeles i år ekstraordinært til to lokale virksomheder – REMA 1000 i Korsør og Frellsen Chokolade i Vestsjællands Centeret. De har begge gjort en ind-sats for, at handicappede får en god oplevelse i deres butikker.

– Vi har fokus på hvordan og hvorvidt butikker tager hensyn til borgere med handicap. Mange butikker har ikke gjort sig de overvejelser, og derfor sætter vi fokus på at borgere med handicap også gerne vil have en god oplevelse i butikkerne, siger Ole Andersen, formand for Handicaprådet.

Begge butikker får prisen, fordi deres ledelser har talt med medarbejderne om, hvordan de kan give borgere med handicap en god oplevelse. Det kræver nemlig typisk ikke så meget ud over at være bevidste om, at kunderne nogen gange skal have lidt mere eller lidt anderledes hjælp.

– Vi er meget stolte over at vinde prisen. Vi forsøger at give alle vores kunder en god oplevelse i butikken, og derfor taler vi med vores medarbejdere om det vigtige i at hjælpe kunderne, hvis de har brug for det, siger butiks-ansvarlig Louise Borring fra Frellsens i Vestsjællandscentret.

– Vi er meget glade for prisen og der skal lyde en stor tak til de dygtige medarbejdere, der hver dag yder deres bedste, så alle kunder føler sig trygge. Vi har en fantastisk stemning i vores butik, som gør, at alle kunder føler sig velkomne og gerne hjælper hinanden, hvis behovet opstår, siger Jørgen Nordtorp, købmand i REMA 1000, der bl.a. kan fortælle, at alle REMA 1000-butikker i Danmark er blevet demensvenlige efter et landsdækkende samarbejde med Alzheimerforeningen.

I år uddeles prisen for 8. gang, og det er blevet en god tradition.

– Det er vigtigt, at vi tænker over at nogle borgere måske engang i mellem har brug lidt ekstra hjælp. Butikkerne er generelt rigtig gode til det, og derfor er jeg glad for, at vi nu kan belønne et par af vores butikker for den indsats, de har gjort. Og så vil jeg da samtidig opfordre andre virksomheder til at overveje, hvordan de servicerer vores borgere med handicap, siger Anders Koefoed (V), udvalgsformand for handicap og psykiatriudvalget.

Med handicapprisen følger et diplom og 10.000 kroner.
julemandssuppe-frellsen

Tillykke med den. Lidt mere om julekonkurrencen i Vestsjællandscentret hos Frellsens på Facebook.
rema-1000