Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 2024/06/10 til 2024/06/18.

KORSØR: Blev bortvist fra byggemarked
Torsdag klokken 11.29 fik politiet en anmeldelse om, at to mænd var gerådet i en kraftig diskussion med personalet i et byggemarked i Korsør. De to mænd – en 19-årig fra Slagelse og en 25-årig fra Korsør – var ikke ønsket som kunder i forretningen på grund af tidligere butikstyveri, men de blev temmelig ophidsede, da de blev afvist. Politiet sigtede begge mænd for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og de blev bortvist fra stedet.

KORSØR: To anholdt efter ræs på motorvejen
Onsdag klokken 1.29 forsøgte en politipatrulje at standse en bilist på Tårnborgvej i Korsør i en rutinekontrol, men bilisten stak af og kørte op på Vestmotorvejen. Her fortsatte han sin kørsel i meget høj fart, og flere politibiler fulgte efter for at standse bilen. Ved Ringsted vendte bilisten og kørte retur mod Korsør, stadig forfulgt af politiet, og ved afkørslen til Slagelse ramte han en politibil, der kørte ved siden af, og bilen blev standset. Føreren var en 17-årig fyr fra Korsør, og der var en 16-årig pige med i bilen. De blev begge anholdt, og den 17-årige blev sigtet for narkokørsel, for kørsel uden førerret og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Da politiet visiterede den 17-årige, blev der fundet en dolk, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Begge de anholdte blev løsladt igen klokken 4.41, og de sociale myndigheder er underrettet om sagen.

KORSØR: Ukendte skytter på jagt
Politiets servicecenter fik onsdag formiddag en henvendelse fra en borger, som har en jagt lidt uden for Korsør. I dagene fra i søndags var der fundet nedskudt råvildt, og der var også dyr, som tilsyneladende var skudt med bue og pil. Desuden havde jagtkonsortiet bemærket, at der manglede adskillige bukke i flokken. Politiet har registreret henvendelsen og hører gerne fra evt. vidner, der kan have bemærket noget usædvanligt i området omkring Bonderupvej. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Mandag klokken 13.50-15.20 1903 51 90 km/t 129 km/t Tre klip
Korsør Storebæltsbroerne Lørdag kl. 12.54 – 18.30 6438 58 110 143