Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Korsør i tidsrummet 6. April til 19. April, 2017.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
HÆNDELSER

KORSØR: 
Lørdag klokken 17.19 så en politipatrulje, der kørte på Ørnumvej i Korsør, en knallert med to på, og ingen af dem havde styrthjelm på. Desuden så det ud til, at knallerten kørte hurtigere end det tilladte. De var begge fra Korsør: Føreren var en 16-årig fyr, og passageren en 17-årig fyr. Den 17-årige blev sigtet for at sidde bagpå knallerten, og føreren blev sigtet for at køre uden styrthjelm og uden den lovpligtige ansvarsforsikring. Knallerten blev taget med til undersøgelse på politistationen i Slagelse, og her fandt betjentene ud af, at den kunne køre væsentligt hurtigere end tilladte. Derfor blev den 16-årige også sigtet for at køre på en ulovlig knallert, og da han flere gange tidligere var taget på en ulovlig knallert, blev knallerten beslaglagt.

HÆNDELSER
KORSØR: 51-årig truede ekskone
En 51-årig beruset mand blev i går klokken 9.10 anholdt og sigtet for vidnetrusler, efter at han havde banket på både hoveddør og vinduer på en adresse i Korsør for at komme ind til sin ekskone, som han gentagne gange har optrådt voldelig overfor. Da hun ikke ville lukke op, truede han hende verbalt, og derfor blev politiet tilkaldt.

KORSØR: Truede med at hoppe ud fra gangbro
En 23-årig ung mand fik det natten til lørdag klokken 1.21 så skidt, at han gik ud på en bro over jernbanen ved Korsør Station og truede med at hoppe ud. Politiet blev tilkaldt klokken 1.23, men da patruljen ankom, var den unge mand ikke at se nogen steder. Det var først klokken 2.23 efter en del søgen i området ved stationen, at de fandt den unge mand på gangbroen. Togtrafikken blev standset, strømmen i køreledningerne blev afbrudt, og man forsøgte længe at overtale den unge mand til at gå i sikkerhed. Klokken 4.00 fik en patrulje fat i manden, og togdriften kunne genoptages. Den unge mand bliver nu sigtet for forstyrrelse af samfærdselsmidlerne.

KORSØR: To biltyve taget på fersk gerning

Et vidne havde natten til mandag klokken 0.32 lagt mærke to personer, der så ud som om, at de var ved at bryde ind i en bil, der holdt parkeret på Grevsensgade i Korsør. Kort efter var politiet på pletten, og der var ganske rigtig en mand og en kvinde, der tilsyneladende var i gang med at kortslutte en bil. En kvinde på 36 år og en mand på 21 år havde brækket døren op i førersiden, og havde hevet ledninger ud under rattet for at få startet bilen. Men så langt kom de ikke.

KORSØR: Butikstyve taget på fersk gerning

Tre unge mænd blev tirsdag aften klokken 20.47 opdaget, da de stjal i en dagligvarebutik på Teilmanns Allé i Korsør. En patrulje blev tilkaldt, og to af de unge mænd – begge lokale på henholdsvis 16 og 17 år – bliver nu sigtede for butikstyveri, mens den tredje, som er en 17-årig og også lokal, havde en kniv på sig og derfor bliver sigtet for overtrædelse af knivloven.

KORSØR: Guldsælgere på spil

Et par af de berygtede udenlandske guldsælgere, der længe har huseret langs motorvejene, havde tirsdag fundet vej til Lützensvej i Korsør. Her kontaktede de en 81-årig kvinde og tilbød hende guldsmykker, mens de mærkede på kvindens håndled for at se, om hun skulle have ure eller smykker, de kunne snuppe i stedet. Kvinden var heldigvis vaks og råbte op, og så forsvandt de to kvinder straks i en mørk, ældre bil. Disse guldsælgere viser sig gang på gang kun at sælge ærgrelser, fup og fiduser, og vi må på det kraftigste advare mod at indgå handler med dem.

KORSØR: To motocrossmaskiner stjålet fra garage

En 46-årig mand på Suhrsvej i Korsør fik sig en grim overraskelse fredag morgen, da han fandt sin garage brudt op i nattens løb. Selve indbruddet er sket i tidsrummet fra torsdag 21.45 til fredag morgen 7.30, hvor manden opdagede den opbrudte garagedør. Der er stjålet to motocrossmaskiner til en værdi af mere end 100.000 kroner.

KORSØR: Truede sig til kassebeholdningen med kniv

En ung mand på 18-25 år truede sig med en kniv til kassebeholdningen i en dagligvareforretning på Stibjergvej i Korsør søndag aften klokken 20.05. Han er cirka 180 centimeter høj, spinkel og bar lyseblå hættetrøje, mørke bukser og sko med mørke, hvide og røde aftegninger. Han var maskeret og kørte fra stedet i en sort Peugeot 508.

KORSØR: Brand i lejlighed
Fire personer blev for en sikkerheds skyld kørt til Slagelse Sygehus og undersøgt for røgforgiftning, da der natten til torsdag udbrød brand i en lejlighed på Strandvej i Korsør. Et tændt stearinlys havde antændt et chatol, som blev meget skadet af ilden, mens det hurtigt lykkedes for brandvæsenet at få ilden så meget under kontrol, at der ingen fare var for opgangens øvrige lejligheder. De fire personer, som blev kørt på sygehuset, var henholdsvis 82, 79, 67 og 65 år gamle.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Korsør Næstved Landevej Hus Tirsdag klokken 6.30-13.30 Kontanter i kroner og udenlandsk valuta, en fl. Gl. Dansk og en ramme Coca Cola
Korsør Musholmvej Hus Mandag klokken 16.00 – tirsdag klokken 07.30 Smykkeskrin, pas, 3 punge, kuverter med valuta, lille sofabord og ekstranøgle til bil

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Korsør Vestmotorvejen Mandag klokken 13.44-19.41 ATK 6941 622 110 km/t 172 km/t Otte klip og fire betingede frakendelser
Korsør Vestmotorvejen ved Storebælt Søndag klokken 15-20.02 ATK 7940 823 110 km/t 154 km/t 10 klip
Korsør Vestmotorvejen Tirsdag klokken 13.41 – klokken 20.00 ATK 7.523 574 110 km/t 172 km/t 13 klip og 2 betingede frakendelser
Korsør Vestmotorvejen Søndag klokken 13.45 – 20.00 ATK 5804 793 110 km/t 173 km/t 22 klip og tre betingede frakendelser
Korsør Vestmotorvejen Klokken 13.51-20 ATK 7644 481 110 km/t 170 km/t 10 klip og en betinget frakendelse