SF: Alle børn skal have en god start i livet

Pia Olsen Dyhr, formand for SF, var mandag praktikant hos sundhedsplejersken i Korsør for at opleve hverdagen og lytte til de udfordringer, som de ansatte står over for.

Pia Olsen Dyhr siger:

Foto: Pia Olsen Dyhr

– Jeg er vildt imponeret over det arbejde, som sundhedsplejerskerne laver og den forskel de gør. Fra barselsbesøg på fjerde dag til vægtkontrol hos den 9 årige til opfølgende besøg hos småbørn. Alsidigheden i jobbet er stor og kræver store kompetencer. Der er mangel på sundhedsplejersker, så lad os nu uddanne flere, så børn og forældre får en god start. Den tidlige forebyggelse er så vigtig for at børnene kommer godt fra start i livet – og det skal alle børn have.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle familier får besøg af sundhedsplejersken mindst fem gange det første år. SF foreslår, at der afsættes ressourcer til at sikre, at alle kommuner tilbyder det.

SF foreslår også, at man fjerner hver 10. regel i det offentlige. Flere og flere offentlige ansatte giver udtryk for, at alt for mange regler tager tiden fra dialog med borgere og pårørende for i stedet at tvinge dem til at have fokus på overholdelse af reglerne

– Vores offentlige ansatte har en kæmpe faglighed, og den skal de have bedre mulighed for at udfolde. De gode løsninger på konkrete problemer er langtfra altid de løsninger, der er oplistet i kvalitetsstandarder og i forhåndsdefinerede tjeklister. Vi skal af med dokumentations- og kontroltyranniet og vise vores offentlige ansatte tillid til ,at de har kompetencerne til at løse opgaverne.