Musholm i Korsør er vært for EM i Powerchair Hockey 2024
Onsdag d. 23. oktober skydes EM i Powerchair Hockey 2024 i gang i verdens mest tilgængelige sports-, ferie- og konferencecenter, Musholm, som ligger i Korsør. Turneringen er den første officielle slutrunde på dansk grund i en el-kørestolsdrevet sport.
Danmark er blevet tildelt værtskabet for EM-slutrunden af det internationale forbund, IPCH. Musholm har i forvejen været nationalt træningscenter for flere danske landshold siden udvidelsen med en sportshal i 2015, og centret er derfor et oplagt valg til et europamesterskab. På Musholm kan spillerne både træne, spise i centrets restaurant og overnatte, og al energi kan dermed fokuseres på sporten fremfor transport og logistik.