Sirenerne hyler – men hvad betyder det? Det bliver lidt nemmere at huske, når Beredskabsstyrelsen ændrer betydningen af lyden fra det landsdækkende netværk af sirener. Hører du sirenen, skal du gå ind og søge information hos DR eller TV 2.
KLAUSULERET TIL 30/8 KL. 05.00
Du kender primært sirenerne fra den årlige test i begyndelsen af maj – og de fleste ved godt, at de kun hyler, når der er fare på færde. Men hvad betyder sirenevarslet mere præcist?
Indtil nu har sirenerne betydet, at man skulle gå inden døre, lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg og søge information hos DR eller TV2. Det bliver ændret nu. Fra og med 30. august betyder sirenerne:
Gå ind og søg information hos DR eller TV 2
Enklere budskab
Der er flere årsager til, at betydningen af sirenesignalet opdateres. Hovedårsagen er, at budskabet bliver enklere og nemmere at huske. Og så har delen om ventilationsanlæggene givet anledning til forvirring i årenes løb.
– Efter Tjernobyl-ulykken tilføjede man til betydningen af sirenesignalet, at man skulle lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg. Umiddelbart giver det god mening på papiret, og det kan også være relevant i en given, specifik situation som for eksempel ved en nuklear ulykke. Men det har skabt mere forvirring end gavn som en generel beredskabsforanstaltning, når sirenerne har været taget i brug, siger Bjarne Siewertsen fra Center for Krisekommunikation i Beredskabsstyrelsen.
Specifikke anvisninger i beredskabsmeddelelser
Sirenerne kan anvendes i situationer, hvor der er akut livsfare for et større antal mennesker. Hvis sirenerne tages i brug, udsender myndighederne altid i umiddelbar forlængelse en beredskabsmeddelelse via bl.a. DR og TV2 med information om, hvordan man skal forholde sig i den konkrete situation.
– Det er godt at få folk inden døre ved hjælp af sirenerne for en sikkerheds skyld. Via beredskabsmeddelelserne kan myndighederne herefter give borgerne specifikke anvisninger om, hvorvidt man skal lukke af, så godt man kan – eller om man eksempelvis skal forberede sig på at lade sig evakuere på grund af en større oversvømmelse, siger Bjarne Siewertsen.
Baggrund
Danmarks nuværende elektroniske varslingssirener blev implementeret i starten af 1990’erne. Det tidligere system var bl.a. sat i verden for at kunne varsle for luftangreb. Det nuværende system bruges ved større kriser og katastrofer, hvor der kan være umiddelbar livsfare.
Sirenevarsling og beredskabsmeddelelser indgår i den vifte af værktøjer, myndighederne kan tage i brug for at advare befolkningen. Andre kommunikationskanaler er hjemmesider, sociale medier, pressen, app’en Mobilvarsling, politiets højttalervogne og – i særlige tilfælde – at gå fra dør til dør.
Her kan du læse mere om Beredskabsstyrelsens anbefaling ved varsling.