Efter eksplosionen på Broholmvej på Frølunde Fed i går formiddag, hvor en mand mistede livet, har politiet med hjælp fra hjemmeværnet evakueret området i løbet af natten. Det er sket af sikkerhedsmæssige grunde, efter at politiet fandt en større mængde eksplosive stoffer og kemikalier på ulykkesstedet.
Vicepolitiinspektør Jesper Lovmand oplyser: – Evakueringen i nat er forløbet efter planen. Af de ca. 140 personer, som var i området, er 40 bragt til det modtagecenter, der er etableret på Forlev Friskole i Vemmelev, mens de andre selv har fundet andre opholdssteder. Jeg vil gerne kvittere for, at borgerne har været så imødekommende og forstående i den både vanskelige og utrygge situation. Her tirsdag morgen skal forsvarets bomberydningstjeneste (EOD) fjerne de eksplosive kemikalier.
Der er etableret en sikkerhedsafstand med en radius på 500 meter fra ulykkesstedet på Broholmvej 144, og den afstand fastholdes indtil videre.
Jesper Lovmand slutter: – Af hensyn til borgernes sikkerhed opretholder vi sikkerhedsafstanden til ejendommen, og området er fortsat afspærret. Jeg kan ikke give nogen tidshorisont for vores arbejde, men politiet og vores samarbejdspartnere arbejder intensivt på, at borgerne trygt kan vende hjem, og vi vil derfor være synligt til stede i området hele dagen.
Politiet orienterer om situationen i området på X, men har ikke yderligere kommentarer i øjeblikket.