Øhøj landkrabber! Sæt kryds i kalenderen den 18. januar kl. 10-14, når den årlige kulturpiratsdag løber af stablen, denne gang i Korsør Kulturhus. Arrangementet er gratis og åbent for alle børn og deres familier, der har lyst til at opleve en dag fyldt med sjov, læring og fællesskab.

Er I en børnefamilie, som elsker anderledes, sjove og spændende kulturoplevelser? Så kom til en kreativ og aktiv kulturdag i Korsør Kulturhus. Det er børnefamiliekulturklubben Kulturpiraterne der holder festen, og alle er inviteret. Der vil være aktiviteter for enhver smag, og vi sørger for aktiviteter, der både underholder og udfordrer fantasien.

Programmet byder blandt andet på:

  • Krea-workshops: Lav legetøj som i oldefars tid eller design dit eget sørøverudstyr.
  • Historiske spil: Sjov og læring om fortiden for hele familien.
  • Krigertræning: For alle små pirater med masser af energi.
  • Bue og pil-bane: Test din præcision som en ægte viking.
  • VR-rejser til fortiden: Oplev vikingernes verden gennem virtual reality.
  • Koncert med De musikalske kokke: Kl. 11 inviterer bandet til musikalsk magi i børnehøjde.
  • Fortællinger om nordiske guder: Kl. 12 deler Trelleborg fascinerende historier fra vikingetiden.

Ingen tilmelding nødvendig – Man dukker bare op på dagen.

Hvem er Kulturpiraterne?

Kulturpiraterne er en gratis kulturklub for børnefamilier med børn i alderen 0-12 år, der tilbyder spændende oplevelser og inspiration gennem hele året. Som medlem får man flaskepost med oversigt over lokale kulturaktiviteter, kreative idéer og særlige klubtilbud. Læs mere på slagelsebib.dk

En stærk kulturalliance

Kulturpiraterne er et samarbejde mellem lokale kulturinstitutioner, herunder Slagelse Bibliotekerne, Slagelse Museum, FrirumLab, Vikingeborgen Trelleborg og mange flere.

Vi glæder os til at se jer til en dag fyldt med sjov og eventyr!

Tid og sted:

Dato: 18. januar 2025

Tid: Kl. 10:00 – 14:00

Sted: Korsør Kulturhus, Skolegade 1, 4220 Korsør