En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Korsør Skytteforening hver gang bilen tankes – helt uden at det koster ekstra.

Korsør Skytteforening har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK, som skal bidrage til at realisere foreningens drømme.

Det nye samarbejde glæder Erik Benne Petersen, der er formand for Korsør Skytteforening. 

“Midlerne fra sponsoraftalen giver os mulighed for løbende at vedligeholde vores faciliteter. Der er altid noget, man mangler i en forening. Lige nu har vi for eksempel udfordringer med elektronikken på vores langdistanceskydebaner, så det er vi i gang med at løse”, fortæller Erik Benne Petersen. 

Korsør Skytteforening tilbyder skydning på alle afstande, både riffel og pistol, indendørs og udendørs – hele pakken! Det sociale fællesskab blandt foreningens 180 medlemmer spiller også en vigtig rolle. På skyttedagene er der derfor også tid til at mødes med de andre skytter over en kop kaffe.

Vil man støtte Korsør Skytteforening, kan det godt betale sig at tilknytte sit kort eller sin app hos OK. Størrelsen på sponsorchecken afhænger nemlig af, hvor mange der støtter foreningen gennem sponsoraftalen. Tilknytter kunderne deres kort eller app til sponsoraftalen, støtter de kvit og frit for hver liter brændstof, der tankes.

OK støtter kundens udvalgte forening med 5 øre per liter, når betalingen bliver gennemført med OK-kortet. Benytter kunden i stedet OK-appen, fordobles beløbet. Dermed sender OK 10 øre per liter mod kundens udvalgte forening, når kunden benytter OK-appen. 

Udover Korsør Skytteforening støtter energiselskabet OK over 3.000 klubber og foreninger i hele landet. Foto: OK