LANDING 2025 // SEKS NYE TALENTER
Udstilling med nøje udvalgte nyuddannede kunstnere
11. JANUAR – 9. MARTS 2025

Det er med stor glæde, Kongegaarden i Korsør kan præsentere LANDING 2025 som en kurateret og ambitiøs gruppeudstilling med seks nyuddannede billedkunstnere fra landets tre statsstøttede kunstakademier. Kunstnerne har høstet anerkendelse for deres afgangsværker og er godt i gang med en lovende karriere. De er alle nøje udvalgt til at skabe nye værker til Kongegaardens særegne og historiske arkitektur.

Line-up:
Johan Bech Jespersen, afgang Det Kgl. Danske Kunstakademi 2024
Johanne Anastasia Stoffersen, afgang Det Kgl. Danske Kunstakademi 2024
Meret Krasa, afgang Det Fynske Kunstakademi 2024
Esben Ild Ingeman Larsen, afgang Det Fynske Kunstakademi 2024
Benjamin Asger Krog Møller, afgang Det Jyske Kunstakademi 2024
Kristina Fernos, afgang afgang Det Jyske Kunstakademi 2023.

”Målet med udstillingen er at præsentere det vestsjællandske publikum for den eksperimenterende, nye kunst med dens forskellige kunstpraksisser og –udtryk. Samtidig vil vi gerne medvirke til at skabe modige og tværnationale dialoger mellem unge billedkunstnere med forskellig geografisk, kulturel og kønsmæssig baggrund”, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kongegaarden.

Titlen skaber associationer til den ’landing page’, som en besøgende lander på efter at have klikket på et link til en side efter søgning på nettet.

”Udstillingens titel henviser også til, at kunstnerne netop er begyndt deres rejse ind i den professionelle kunstinstitutionelle verden, og vi understøtter ’landingen’ som processuel, stedsspecifik og netværksskabende”, siger Henrik Broch-Lips.

De seks kunstnere er med til at installere deres værker i tæt samarbejde med hinanden og kunsthallens personale. Kunstnernes bidrag er blevet aftalt og udviklet i samarbejde med udstillingens kurator, Henrik Broch-Lips, der er kunsthistoriker med speciale i samtidskunst.

FERNISERING LØRDAG 11. JANUAR 2025 kl. 13-16
Åbningstale kl. 13.15 af Henrik Broch-Lips, kurator og leder af Kongegaarden
Kunstnerne vil være til stede ved ferniseringen, og vi byder på lidt til ganen.

Udstillingen er støttet af Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Beckett Fonden, Augustinus Fonden og Slagelse Kommune.

Johanne Anastasia Stoffersen, FEAST, Afgang 2024. Foto: David Stjernholm