Et sted at handle og gøre en forskel for klimaet, er ved at starte med at rejse sammen – f.eks. med bussen, lokaltoget, flexbilen eller havnebussen. For at sætte fokus på, at det er klimavenligt at rejse sammen frem for hver for sig, afholder Movia og 18 kommuner klimadag lørdag 18. september 2021, hvor man kan køre gratis med bussen på en lang række udvalgte buslinjer.

Hop på bussen, toget, havnebussen eller flexbilen og lad bilen stå. For det er bedre for klimaet, hvis vi rejser sammen, frem for hver for sig. Det er det budskab, som Movia og 18 forskellige kommuner nu vil fortælle ved at lade det være gratis at køre i bus. Det sker, når der fejres klimadag lørdag 18. september.

Kommuner og regioner på Sjælland er sammen med Movia langt fremme på den grønne omstilling. Sammen har vi fastlagt et fælles mål om, at alle busser kører fossilfrit i 2030, heraf mindst halvdelen på el. Movias flextrafik skal udelukkende køre i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på lokalbanerne er eldrevne.

Men inden vi når så langt, kan vi hver især starte en god historie for klimaet, når vi rejser. Det er med til at understøtte den grønne omstilling og skabe grobund for endnu flere elbusser, der ikke udleder emissioner i vores byer, når de kører på vejene.

En række kommuner er gået sammen med Movia om en egentlig markering af klimaet. Og i den forbindelse har en lang række kommuner besluttet at afholde en fælles klimadag. Den fejres lørdag 18. september i følgende 18 kommuner på en række udvalgte buslinjer. Hele dagen kan du køre gratis med busserne på de omfattede linjer. Så hop med ombord og lad rejsekortet blive i tasken denne dag.

Klimadagen er et led i en større kampagneindsats, som omfatter hele Movias busdrift i alle kommuner på hele Sjælland, Lolland Falster og øerne, og som skal sikre opmærksomhed om de små ting, vi hver især kan gøre, der tilsammen gør en stor forskel klimaet. Udover de kommuner som fejrer Klimadag 18. september er Frederiksberg Kommune, Gladsaxe Kommune, Region Hovedstaden og Solrød Kommune en del af den udvidede kampagneindsats.

Gratislinjer på Klimadagen 18. september

Allerød: 336

Frederikssund: 311, 315, 316, 318

Furesø: 151, 332, 333, 851

Helsingør: 340, 345, 347, 801A, 802, 803, 840, 841

Holbæk: 501A, 502, 505, 507, 530

Ishøj: 128

Kalundborg: 545, 551, 552, 553

Køge: 101A, 102A, 103, 106, 242, 245R

Lejre: 219, 223

Lolland: 719, 723, 725, 780

Næstved: 601, 602, 603, 611

Odsherred: 561, 562, 565, 566, 568

Ringsted: 401A, 402, 404, 406, 411

Roskilde: 201A, 202A, 203, 204, 205, 206, 212

Slagelse: 901, 902, 903, 907, 908, 431

Sorø: 421

Tårnby: 36

Vordingborg: 661R, 664, 667

Citatliste

Movia

“Der er god fart i den grønne omstilling i Movias busdrift og med udgangen af 2022 kører 24 pct. af Movias busser på el. Men det er også værd at fortælle, at alle kan være med til at gøre en forskel for klimaet ved at rejse sammen med kollektiv transport. Derfor er vi meget glade for, at vi sammen med en række kommuner afholder klimadag lørdag 18. september” siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen

Allerød

“På Klimadagen tilbyder vi alle borgere at køre gratis med bus 336, som forbinder kommunens lokalsamfund. Tag en tur med bussen og se, hvor meget Allerød Kommune har at byde på – skov, marker og bymiljøer fra øst til vest. Vi skal have endnu flere til at se bussen som et alternativ til bilen, og i bussen kan du jo møde din nabo, se dit barns skolevej, tage på udflugt og meget mere” siger Miki Dam Larsen, som er formand for Teknik-, Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Allerød Kommune

Frederikssund
“Jeg vil selvfølgelig opfordre folk til at tage en gratis tur med linje 311, 315, 316 eller 318 den 18. september, og opleve hvor nemt og behageligt det er at lade sig transportere med bus. Frederikssund Kommune er med i Klimadagen, fordi vi ønsker at være ambitiøse på klimaområdet, og de kollektive transportformer er bedre for klimaet end bilerne. Derfor er det en rigtig god ide – for alle som kan – at tage bus eller tog til de mange gøremål; arbejde, uddannelse, besøg, udflugter, indkøb osv. Jeg håber, at mange hopper på bussen den 18. september og også i fremtiden”, siger Tina Tving Stauning (S), der er formand for Teknisk Udvalg og 2. viceborgmester i Frederikssund Kommune.

Furesø

“Ændringer i trafik- og mobilitetsvaner er et super vigtigt indsatsområde for klimaet, og vores 2030-mål omfatter, at andelen af borgere, der benytter cykler, bus og tog i den daglige transport øges. Vi er derfor begejstrede for at være med denne kampagne sammen med Movia og andre kommuner. Vores borgere kan glæde sig til en gratis tur og mærke, hvor effektivt og hurtigt det kan gå. Alle kan med ændrede transportvaner medvirke til et fald i CO2-emissionen, bl.a. ved at tage bussen. Og når vi kører i flok, bli´r vi mange nok til at det virkelig batter, også på trængslen”, siger Lene Munch-Petersen, formand for Udvalget for Natur, miljø og grøn omstilling i Furesø Kommune

Helsingør

“I Helsingør Kommune har vi store ambitioner på klimaet vegne, og vi skal i de kommende år have nedbragt udledningen af CO2 væsentligt, så vi i 2045 kan være helt CO2-neutrale. For at nå dette mål skal vi blandt andet have flere til at tage den kollektive trafik, og det er rigtig fint, at der bliver sat fokus på dette med gratis busser på klimadagen den 18. september. Her kan man blandt andet kan tage bussen til Kulturhavnen og prøve en el-bil”, siger formanden for By-, Plan- og Miljøudvalget i Helsingør Kommune Christian Holm Donatzky.

Holbæk

“Det grønne område står højt på dagsordenen her i Holbæk Kommune, og vi skal blandt andet gøre, hvad vi kan for at nedbringe CO2-udledningen. En af måderne er, at flere igen gør brug af den kollektive transport efter corona. Derfor håber jeg, at mange vil benytte tilbuddet om at køre gratis med busserne på klimadagen lørdag d. 18. september,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune, og tilføjer, at der allerede til november i år indsættes el-busser på linjerne 501A og 502 i Holbæk.

Ishøj

“Vi skal naturligvis passe på klimaet, og i den sammenhæng giver det rigtig god mening at benytte sig af offentlig transport i stedet for at køre i bil. Og med en gratis køretur i linje 128 kan jeg varmt anbefale, at man kører en tur til Strandparken og nyder den fantastiske kystnære natur i vores kommune” siger Borgmester i Ishøj Kommune Ole Bjørstorp

Kalundborg

“Klimadagen d. 18. september er fin anledning for borgerne i Kalundborg Kommune til at hoppe gratis på bussen, og lade sig transportere i den kollektive trafik. Håbet er, at flere får øjnene op for, hvad den kollektive transport kan. Desto flere, der bruger et af de kollektive tilbud, desto bedre er det for klimaet,” siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen, der er formand for Trafik- og Kørselsudvalget i Kalundborg Kommune

Køge

“I Køge Kommune har vi store ambitioner på klimaområdet og et af de steder, hvor vi alle sammen kan gøre en forskel, er ved at lade bilen stå og i stedet gøre brug af den kollektive transport. Derfor er vi i Køge Kommune rigtig glade for at være en del af Klimadagen. Vi håber, at der er en masse borgere, der vil hoppe på bussen og bakke op om initiativet”, siger Erik Swiatek, formand for Teknik- og Ejendomsudvalget i Køge Kommune.

Lejre

“Kollektiv transport er én af grundpillerne i omstillingen af samfundet i en mere bæredygtig retning. Movias Klimadag passer perfekt som den sidste puslespilsbrik til kommunens egen Klimauge, der foregår samtidig, og her i Lejre kan man derfor passende benytte lejligheden til at tage bussen rundt i vores smukke kommune til de mange arrangementer” siger Ivan Mott, formand for Udvalget for Teknik & Miljø i Lejre