Festugen i Korsør Golf Klub har gennem mange år været en stor begivenhed i klubben. 2015 udgaven blev ingen undtagelse, idet der blev sat ny rekord med 1.280 deltagere. “Den rekord vil vi forsøge at slå i festugen 2016, der foregår fra 24. – 30. juli,” udtaler klubbens formand Poul Møller.
For både medlemmerne og de mange gæster er Festugen i Korsør blevet en institution. Det er en begivenhed, der for mange indgår som en naturlig del af ferieplanlægningen. De mange turneringer og forskellige turneringsformer gør det til en afvekslende golfuge. Der er noget for enhver smag. Festugen afsluttes med en fest i klubhuset lørdag aften.
“Et er at spille om de mange herlige præmier, som en række sponsorer, har stillet til rådighed. Noget andet og måske vigtigere er den afslappede og hyggelige atmosfære, der ikke blot kendetegner Festugen, men som er en velkendt del af Korsør Golf Klub. Det er noget vi værner meget om, og noget både gæster og medlemmer sættet stor pris på,” påpeger Poul Møller
Kun kr. 100,- pr. turnering
Ønsker man at gå all in ved at deltage alle 7 dage, er det ikke mange steder, at en uges golf kun løber op i 700 kr. Green fee er nemlig kun 100,- kr. pr. turnering. Tilmelding på Golf Box.
Også overnatningsmulighederne er gode, idet Comwell Korsør er beliggende på selve golfbanen. Her er der mulighed for at slappe af efter en god dag på golfbanen, ikke mindst i hotellets flotte Spa-område.
Succesen kommer ikke af sig selv
“Man kan selvfølgelig godt invitere ca. 200 gæster om dagen og til en fest lørdag aften, men at få festugen til år efter år at blive en stadig større succes kræver en stor indsats både før, under og efter festugens afvikling Derfor skal der naturligvis lyde en kæmpe tak til turneringsudvalget, de mange frivillige, Golf Caféen, kontoret og sidst men ikke mindst de mange sponsorer, der er med til at sikre, at vi også i år kan invitere til Festuge i Korsør Golf Klub,” slutter klubbens formand.