Erfaringer fra Storebæltsskolen i Korsør viser, at børn med specielle behov har stor glæde af at bruge iPads i undervisningen. Storebæltsskolen er en børnespecialskole, der tilbyder specialundervisning for elever med generelle indlæringsvanskeligheder.

Skolen afholder den årlige iPad-konference for tredje gang onsdag d. 27. april for andre fagfolk inden for specialområdet.

”Det er glædeligt, at vi kan fortsætte vores positive udvikling i vores arbejde med iPads i undervisningen og endnu engang invitere til iPad-konference. Børnenes iPads gør en kæmpe forskel i deres hverdag og uddannelse, og derfor vil vi meget gerne dele ud af de mange erfaringer, vi har fået”, siger formand for Uddannelsesudvalget Johnny Persson (V).

Som noget nyt samarbejder Storebæltsskolen i år med Videnshus Dybkær, som er et kompetencecenter hørende til Dybkær Specialskole i Silkeborg. De arbejder med undersøgelse, behandling og vejledning af børn og unge med særlige vanskelligheder.

Konferencen byder på et spændende program med oplægsholdere fra hele verden og tæller bl.a.:
– Mark Coppin, ”Director of Assistive Technology” hos Anne Carlsen Center i Jamestown, North Dakota, USA. I 2013 var han en ud af 10 undervisere, som fik titlen ”Champion of Change” af Det Hvide Hus.
– Preben Mejer, direktør for videnscenteret Innovation Lab med fast indslag på TV2 Godmorgen Danmark omkring den teknologiske udvikling.