Venstre – ingen skolelukninger er planlagt i næste periode. Lokalt og nationalt kæmper Venstre for et helt Danmark med lige muligheder for at skabe udvikling. Venstre vil skabe ro hos lærere og pædagoger, så de sammen med forældrene kan koncentrere sig om, at hvert eneste barn bliver så dygtigt som muligt.
Venstre ønsker derfor, at familier og børn i hele vores kommune har en skole i deres umiddelbare nærhed. Vi ved, at det betyder alt for familierne, for børnene og for lokalsamfundene.
Vi ved også, at hvis den lokale skole bliver lukket, er det omkringliggende samfund, foreningsliv og samlingspunktet også på vej til at lukke ned.
Garanti for ingen skolelukninger
Venstre er garant for, at vi i næste byrådsperiode ikke lukker nogen skoler, med mindre lokalsamfundene selv beder om det.
Denne beslutning understøtter vores landdistriktspolitik, og den understøtter vores strategi om, at skolebygningerne udgør kommunens basisbygninger.
Venstre indgår gerne i dialog/drøftelser om, hvordan vi på tværs af kommunen og lokalt styrker sammenhængskraften og løfter det faglige niveau. Det kan være ved hjælp af andre former for skoledistrikter, fællesledelse, ind- og udskolingsmodeller, et tættere samarbejder mellem store og små skoler, herunder hvordan vi binder dagtilbud tættere på skoleområdet, og evt. ny fordelingsnøgle til skolerne, indenfor de samme økonomiske rammer, som vi kender i dag.
Decentraliseret velfærd, sagsbehandling og det forebyggende
Venstre ønsker at decentralisere den nære velfærd overfor borgerne.
Venstre vil derfor arbejde for at sagsbehandlingen på det forebyggende område bliver decentraliseret, så den flyttes ud tæt på dagtilbud og børnenes skole, hvor familierne har deres daglige gang.
Venstre vil også arbejde for, at skolerne får ansvaret for visitering til det forebyggende, idet vi mener at denne beslutning også bør ligge decentralt.