Når du skal investere i din første bolig, er der visse fælder, du skal passe på med at falde i. Forbered dig godt, inden du sætter underskriften. Se her, hvad du skal være opmærksom på.

Forberedelse er nøglen til et succesfuldt boligkøb – særligt, hvis det er første gang, du skal investere i en bolig. Hvis du vil undgå at falde i de værste fælder som boligkøber, får du her nogle gode råd omkring, hvad du skal sørge for at have styr på, inden du går i gang.

Din månedlige indkomst modregnet dine udgifter har en direkte indflydelse på, hvor mange penge du har mulighed for at låne til din bolig. Foto: ABW

Skab et overblik over din økonomi
Det første du skal gøre, inden du kontakter din bank om et boliglån, er at sætte dig grundigt ind i din økonomi. Sørg for, at du har alle de nødvendige informationer klar, før du tager et møde med din bank. Derudover er det også en god idé at lave et budget inden mødet med banken, så du overskueliggør, hvor meget du har til rådighed at købe bolig for.

De vil med sikkerhed spørge ind til din løn og generelle jobsituation, men det er ikke alt. De kan også finde på at spørge ind til, hvilket liv du ønsker at leve når du bliver husejer, hvilke hobbyer du har, om du spiser dyrt og om du kan lide at rejse meget.

Banken spørger ind til dit økonomiske råderum
Deres spørgsmål handler alle sammen om de faktorer, der påvirker dit økonomiske råderum. Du vil blive bedt om at estimere alle de aktiviteter og vaner, der har en negativ indflydelse på din økonomi, så de kan blive modregnet din månedlige indtægt.

Din månedlige indkomst modregnet dine udgifter har en direkte indflydelse på, hvor mange penge du har mulighed for at låne af banken. Det er nødvendigt for banken at sikre sig, at du har et tilpas økonomisk råderum, der muliggør en tilbagebetaling af lånet.

Samtidig er det vigtigt for din egen situation, da du på den måde sikrer dig, at du ikke låner et beløb, der bliver uoverkommeligt for dig at tilbagebetale. Udover dine indtægter og udgifter ser bankerne også på, om du i forvejen skylder penge.

Læg et realistisk budget
Du skaber et overblik over din økonomi ved at lægge et budget. I budgettet tager du højde for alle dine udgifter og indtægter, som til sidst gerne skulle give et positivt resultat. Dét resultat er dit økonomiske råderum, og det er det banken bruger, når de skal estimere, hvor mange penge de kan låne dig.

Jo bedre forberedt du er, des større mulighed har du for at låne penge. Det er nødvendigt, at du dokumenterer alt, så du efterfølgende kan gennemgå det sammen med banken. Sørg for, at du har alle udgifter med, også uforudsete udgifter, så du er sikker på, at du ikke låner flere penge, end du kan betale tilbage.

Hvis du eksempelvis skal købe en bolig med din kæreste, og I ikke har børn, vil du også skulle regne fremtidige udgifter ind i budgettet. Det økonomiske råderum, I har nu, vil ikke være det samme, når I engang får et barn.

Hvem skal hjælpe dig?
Det er ikke kun boligen, der er udgifter til. I får behov for professionel assistance på flere områder, når I skal købe en bolig, ligegyldigt om det er et hus eller en lejlighed. Det er en kompliceret proces, og det kræver indsigt i boligøkonomi, boligmarkedet, byggeteknik og, ikke mindst, jura.

Herunder er en gennemgang af de rådgivere, I vil få behov for under købsprocessen.

Købermægler
En købermæglers funktion er at vejlede jer gennem boligkøbet. Han eller hun kan hjælpe med at finde den rigtige bolig, forhandle en rimelig pris og efterfølgende udarbejde de fornødne dokumenter.

Juridisk rådgivning
Typisk vil der være flere juridiske dokumenter i forbindelse med en bolighandel. Tag kontakt til en boligadvokat, som efterfølgende vil hjælpe jer med at udarbejde skøde, gennemgå andelsforeningens regnskab og lignende.

Nemadvokat.dk tilbyder eksempelvis juridisk rådgivning i forbindelse med køb af bolig.

Økonomirådgivning
Der er flere måder hvorpå I kan få rådgivning i forbindelse med økonomien, når I skal købe en bolig. I kan vælge banken som økonomisk rådgiver, men der findes også forskellige virksomheder, der tilbyder økonomisk rådgivning uden om banken.

Byggerådgiver
En byggeteknisk rådgiver hjælper med at gennemgå husets eller lejlighedens stand, så I undgår ubehagelige overraskelser. Med en byggeteknisk rådgiver får I tjekket tag, kælder, el og lignende.