Skinnefræserens anden kampagne i 2023 er nået til sidste etape, hvor dele af jernbanen på Fyn og Vestsjælland får besøg. Fræsetoget fjerner små revner i skinnerne væk, så de ikke vokser sig store.

Skinnefræseren besøger typisk Danmark et par gange om året, og efter et forårsbesøg, der førte det 155 ton tunge tog rundt om i landet, og efterårssæsonen, der har bragt fræsetoget rundt på Fyn, Sjælland og Falster samt i Jylland, afsluttes på Fyn og i Vestsjælland.

De små revner i skinnerne er blevet opsporet ved målevognskørsel og eftersyn, og nu kommer skinnefræseren og fræser dem væk, så revnerne ikke vokse sig større.

“Skinnerne får forlænget deres levetid, når vi fræser dem. Fræsehjulet fjerner revnerne, og det reducerer risikoen for de skinnebrud, der kan opstå, når der opstår kraftige trækspændinger i skinnerne om vinteren, siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Og skinnefræseren er et sultent dyr. Fræsehjulet på skinnefræseren kan gnave over en millimeter af skinnen pr. passage.

Det kræver 1-3 passager at fjerne en revne i skinnen, så skinnefræseren bevæger sig frem og tilbage samme sted, indtil revnen er væk. Det støjer kun moderat, når fræseren er i gang, og skinnefræseren er hurtigt videre, da den har mange revner at fræse væk i løbet af en nat.

På en nats arbejde kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne, og herefter bliver jernet kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt.

Revnerne, der er på kørekanten af skinnerne, bliver fundet ved forårets ture med måletoget. Måletoget benytter hvirvelstrøm til at finde revnerne i skinnernes overflade og ultralyd til at opspore de indre revner i skinnerne.

Kryber sig hen over skinnerne
Når skinnefræseren er i gang, kører den meget langsomt – helt ned til 400 meter i timen. Fræsetoget har to fræsehjul og et slibehjul i hver side som med en millimeterpræcis nøjagtighed fjerner revnerne.

Fræsetoget er knap 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespåner. Det er et hold af internationale eksperter, der kører toget, og der er en dansk lods med kendskab til strækningerne med om bord. Togets kørehastighed, når det skal fra opgave til opgave, er maksimalt 70 km/t på de danske skinner.

Fræsetoget kører om natten for at genere togdriften mindst muligt. Om dagen bliver det renset og klargjort.

“I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats, som skal udføres samtidig med, at trafikken forstyrres mindst muligt. Blandt andet derfor kører skinnefræseren om natten,” siger Pernille Skovrup.

Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.

Fræsetoget kører efter følgende plan:

4.-5. december Odense-Holmstrup
5.-6. december Odense-Holmstrup
7.-8. december Nyborg-Odense
8.-9. december Nyborg-Odense
9.-10. december Nyborg-Odense
10.-11. december Nyborg-Odense
11.-12 december Slagelse-Korsør
12.-13. december Slagelse-Korsør

I dagtimerne holder fræsetoget i Odense.

 

Skinnefræseren – pressefoto