Nationalmuseet og Slagelse Kommune har gennem to år været i dialog med fonde for at finde finansiering til nyt oplevelsescenter på Trelleborg. Tilbagemeldingerne er positive, men giver også anledning til at justere strategien, så formidlingen kommer endnu mere frem på Trelleborg.
Slagelse Kommune og Nationalmuseets dialog med fondene i Danmark går nu ind i en ny fase. Der er kommet mange positive tilbagemeldinger, men det står også klart, at formidlingen af vikingetiden og inddragelse af ringborgen står højere på ønskesedlen end en ny museumsbygning. Derfor tilpasses strategien, så formidlingen og inddragelse af udearealerne sker med udgangspunkt i en udbygning af det eksisterende museum, og et helt nyt formidlingskoncept, der binder ude- og indearealer sammen i en fælles fortælling om vikingetiden. Det er ikke usædvanligt at eksternt finansierede projekter må revideres, når planerne møder virkeligheden, og arbejdet med at indramme Trelleborg i moderne formidling fortsætter.
– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at den nye museumsbygning ikke bliver til noget. Omvendt så har bygningen hele tiden været tænkt som en ramme for en fortælling, hvor ringborgen er stjernen. Trelleborg er et unikt levn fra vikingetiden og fortæller historien om Danmarks fødsel. Fondene deler begejstringen for fortællingen, så ambitionerne for udviklingen af Trelleborg er fortsat høje, siger borgmester Stén Knuth (V).
Nationalmuseet støtter fortsat planerne for Trelleborg, og ser ændringen i fondsstrategi som en naturlig konsekvens af fondenes tilbagemeldinger.
– Trelleborg er en stor publikumssucces med mange besøgende og en overbooket vikingefestival. Det viser, at der er en stor interesse for ringborgens dramatiske historie. Formidlingen og oplevelserne skal udspringe fra selve ringborgen, som er Trelleborgs hovedattraktion, siger Camilla Mordhorst, vicedirektør ved Nationalmuseet.
PLH Arkitekter som står bag vinderforslaget i arkitektkonkurrencen får kompensation for deres oplæg, og Slagelse Kommune vil nu i samarbejde med Nationalmuseet revidere fondsstrategien.