Ni daginstitutioner i Korsørområdet har i april og maj besøg af trænere fra FC Storebælt, der sammen med institutionernes personale laver boldspils-forløb for de ældste børnehavebørn. Forløbet afsluttes med et stævne i juni, hvor børnene på tværs af institutionerne spiller kampe på FC Storebælts anlæg. Dansk Boldspils Union og Slagelse Kommune støtter projektet, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

20160421_095540Solen skinner, græsset er grønt og fodbold er for alvor på programmet i institutionerne i Korsør. Målet er at aktivere børnene med sjove boldspilslege.

– I Slagelse Kommune har vi i en årrække arbejdet med partnerskabsaftaler på skoleområdet, hvor idrætsforeninger har lavet forløb i skolerne. De erfaringer vil vi gerne brede ud til daginstitutionsområdet, da vi ser en stor værdi i at lade pædagogfagligheden og foreningsfagligheden mødes med det formål at udvikle gode bevægelsesforløb for børn. Vi er derfor rigtig glade for, at en dygtig forening som FC Storebælt vil dele deres store viden inden for fodbold med de lokale institutioner, siger idræts- og bevægelseskonsulent i Slagelse Kommune, Emil Krapper.

Røvere, husdans med bold og fodboldgolf
Formålet med forløbet i daginstitutionerne er at vise, at fodbold som helhed består af mange forskellige bevægelsesaktiviteter, der er baseret på leg med bolden og legen med kammeraterne. I en legende og fortællende ramme sætter trænerne fra FC Storebælt forskellige småspil og boldlege i gang for børnene. Der bliver således både leget røvere, danset med bolden og givet muligheden for at gå en runde fodboldgolf.

20160421_092812– Vi er rigtig glade for samarbejdet med DBU Sjælland og Slagelse Kommune, for det giver os en god mulighed for, at vi både kan skabe synlighed omkring vores forening og sport, men også fordi vi kan bidrage med gode input til idræts-, lege- og bevægelsespædagogikken i daginstitutionerne. Efter vores første besøg i institutionerne har vi allerede oplevet massiv interesse for vores U6 årgang, der er gået fra 16 til 35 spillere, der kommer til træning. Det er vi selvfølgelig meget stolte over, men det er egentlig ikke vores motivation for at være med. Vi vil gerne være med til at støtte op om idrætslivet i kommunens forskellige lokalområder, og det kan dette samarbejde være med til, siger formand for FC Storebælt, Thomas S. Olsen

En del af noget større
– I DBU Sjælland vil vi gerne være med til at gøre en ekstra indsats for samfundet. Med vores slogan, ”En del af noget større”, arbejder vi blandt andet for at synliggøre fodboldens sundheds- og trivselsgevinster, for eksempel via partnerskaber med kommuner og fodboldklubber. Vi er i tæt samarbejde med kompetente klubtrænere, der yder et fantastisk arbejde over for daginstitutioner og skoler, der således styrkes i at motivere børnene til fysisk aktivitet gennem fodbolden. Projektet med FC Storebælt er netop et godt eksempel på det-te, siger udviklingskoordinator i DBU Sjælland, Metin Dincer.

20160421_092437FC Storebælt har været på besøg i mange af institutionerne. Følgende kan stadig glæde sig til besøg:

Børnehuset Loppen
Tirsdag 12. maj

Børnehaven Lilleskov
Fredag 13. maj

Børnehaven Lilleskov
Tirsdag 17. maj

Mariehønen
Tirsdag 24. maj

20160421_092421Kildebakken
Torsdag 26. maj

Børneturnering
Onsdag 8. juni på FC Storebælts anlæg