Korsør Kunstforening præsenterede Kongegaardens Sommerudstilling 2018. Det var den 22. i rækken, der var 70-80 fremmødte gæster og samtlige 12 kunstnere til stede. Der blev solgt et par værker af Nelly Gaskin henholdsvis Jane Morten; men der er endnu værker at erhverve sig.

Udstillingen er åben tirsdag til søndag kl. 11-16 og der er fri entré.

Der er tillige fri entré til koncerten den 22. juli kl. 14-ca. 16 med Susanne Thea & Malinovsky som synger digte af Oscar Wilde.

Foto: Korsør Kunstforening

 

 

I sin tale gav Finn Mikkelsen, formand, denne introduktion til kunstnerne:

Det er som gæst Anni Fiil med papircollager noget vi sidste havde repræsenteret i 2004 med afdøde Lizzie Thyssens, værker.

Christina Reenberg Jensen kom til i 2016 og hendes mand Michael Wurstbauer i 2015 med bl.a. fotos. De er eksempel på et sted Kongegaardsprojektet er lykkedes. Som resultat af beboelse af en af legatlejlighederne i Kongegaarden har de efterfølgende slået sig ned i lokalområdet. Vi synes i foreningen, at det er ærgerligt at den mulighed pt. er halveret. Og erstatte af ”Det blå rum”.

Anne Thorseth kom med i 2014, hvor vi opdagede hende som tilflytter til Sorø-området. Denne gang vises forarbejder til bøger.

I 2008 kom Susanne Thea med sin fine grafik; men i år er det maleri der vises i en størrelse, hvor man forhåbentlig kan fristes af pris og størrelse. Den oprindelige idé med udstillingerne var netop, at man skulle kunne tage tingene med straks, måske som et ferieminde.

Jens Kantsø kom med i 2006, og har siden vist sine klare farver i vores lyse lokaler. Han er heldigvis stadig aktiv og elsket i området.

Værker af Nelly Gaskin og Christina Reenberg Jensen. Foto: Korsør Kunstforening

Siden 2005 har keramiker Nelly Gaskin kommet med nye vinkler på egne værker til udstillingen. I år et stort næsehorn i tråd med medlemsgaven fra 2007.

Lillian Neergaard fik vi med i 2002. Hun har siden vist sine fantastiske collager, som også afspejler sig i hendes store malerier.

Jesper Neergaard har siden starten i 1997 vist sine skulpturer i mange stenarter og i rigtig mange udformninger. I år en familie af fabeldyr.

De farverige skulpturer og relieffer i stentøj har Kirsten Ernst lyst op med i lokalerne siden starten. Dette år med farverige vægfade, som man kunne fristes til at benævne ”platter” uden sammenligning med de kendte blå i øvrigt. De er meget dekorative også i vandret position, som det vises.

Jane Morten og John Würst har siden starten bidraget med malerier på lærred eller på papir i alle størrelser. Gode naturbilleder henholdsvis tankevækkende farvemønstre.

Foto: Korsør Kunstforening