En ny rapport konkluderer, at Agersø Omø Færgerne leverer en god service. Men den peger også på en lang række besparelsesforslag, som nu vil danne grundlag for en dialog om færgedriften.
Passagererne på Agersø Omø Færgerne får en god service, og sammenlignet med andre lignende færgeoverfarter ligger prisen og antallet af færgeoverfarter i den gode ende. Men rapporten peger også på, at der kan spares 2 mio. kr. på driften.
– Det har aldrig skadet nogen at få friske øjne til at se på tingene. Vi betragter rapporten som et idekatalog. Det vil få betydning for servicen, hvis alle spareforslagene bliver gennemført. Derfor er jeg heller ikke sikker på, at alle spareforslagene er realistiske. Men nu vil vi bruge rapporten som grundlag for en åben dialog med både ø-boere og Agersø Omø Færgerne om den fremtidige færgebetjening, siger Henrik Brodersen(O), formand Landdistrikts-, Teknik- og Ejendomsudvalget.
Rapporten er udarbejdet af Kommunalteknisk Rådgivning, og har i alt 77 ideer, hvor forfatteren bag rapporten mener, at der kan ske forbedringer. Forslagene dækker over alt fra småforbedringer som at genindføre papirudgaven af sejlplanen og bedre skiltning på havnene, til større sparertiltag som at skifte olieleverandør, flytte administrationen til Stigsnæs og forlænge overfartstiden.
Samtidig opfordrer rapporten også til, at man overvejer at formindske eller helt fjerne rabatterne på en eller flere af færgernes rabatordninger. Det vil dog kræve en politisk beslutning, hvis det skal ske.
– Der er mange hensyn at tage, når vi tilrettelægger billetpriserne, fordi højere priser også vil få betydning for blandt andet bosætning og turismen på øerne. Vi vil selvfølge drøfte det med både beboerne på øerne og lytte til deres holdning, før vi tager en beslutning, siger Henrik Brodersen.