”Vi er glade for at have samlet en bred pallette af dygtige kunstnere på ”Sommerudstillingen”, der har løber hele juli og august og altså også i sommerferien. Så er der noget både for os der bor på dejlige Vestsjælland og alle de mange turister og gæster som kommer her”, siger Jesper Jethoni fra Kunstforeningen Galleri Jethoni Plus, som præsenterer det hele ved en ”Fredags-Fyraftens-Fernisering”, d. 5. juli, hvor alle er velkomne. Tilmeld jer gerne på email, SMS eller Facebook.

Fra Andalusien til Danmark
Elizabeth Norn arbejder i sit atelier, i en finca, udenfor en lille landsby, i bjergene, i Andalusien, i Sydspanien, med oliecrayon, akryl på lærred og eksperimenterer nu med at forene fotos med maling. Hendes motivverden er oftest udsnit fra naturen, og symbolsk for, hvad der foregår i verden.

Elizabeth udtaler: ”For mig lykkes proces og resultat, når det små kommer til syne i det store og det store i det små og når naturindtryk og følelse lykkeligt
smelter sammen på lærredet. Jeg håber, at min kunst inviterer til fordybelse og refleksion”.

Malerier med sort og lys forude
Inge Smith Hansen har gennem mere end 50 år arbejdet professionelt med både oliemaleri og skulptur. Oliemalerierne er abstrakte med en antydning af det figurative i farvernes stærke sammenspil. Hun er eksperimenterende, søgende i forskellige materialer til det endelige resultat fremstår.

Inge er uddannet maler fra Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i København med stor inspiration af OTTO FRELLO. Hun har modtaget undervisning på
Holbæk Kunsthøjskole af Bent Sørensen og er er medlem af KKS og har startet Kunstnersammenslutningen Fuga.

Inge Smith Hansen maler meget med den sorte farve som bygges op med underliggende farver. Den sorte er med til at give en styrke og kraft til farverne som hun maler ovenpå. Den tilfører den energi til maleriet hun stræber efter og det er vigtigt for hende, at der er lys forude.

Inge blev optaget i Association en Hommage a J.FMillet au Japon 2011-2013 og har udstillet i bl.a. Tyskland, England, Polen, Frankrig, Italien og Portugal.

Akvarelmaling fra naturen
Annemarie Jepsen fra Sjællands Odde maler akvarel. Udforskningen af pigmenternes forskellige variationer i vandet er grundlæggende for udførelsen af akvarellerne.

Forskellige metoder og redskabers anvendelighed er i denne kunstart en stor del af det eksperimenterende. De seneste års arbejde med akvarellen har resulteret i akvarel udført på både papir, lærred og plade. Naturen, samvær og oplevelser er altid den bagved liggende inspirationskilde i billederne, udtryk og bevægelse er elementer, der forsøges indfanget i disse.

Hendes daglige arbejde med skitsebogen, kurser og fælles ”male-dage” med andre kunstnere er ligeledes kilder til inspiration og udfoldelse af akvarelkunsten.
Annemarie Jepsen Har udstillet siden 2001 og deltaget i 40 censurerede udstillinger i ind- og udland.

Mellem Krapplak og Pariserblå
Kaj Nielsen er uddannet bygningsmaler og dekorationsmaler. Han har undervist indenfor malerfaget på tekniske skoler i Sønderborg, TEC og Grønland.
Kaj er blevet undervist af bl.a. Harald Böhling, Hugo Hermann, Arne Bäck, Patric Kirwin, USA og Inge Smith Hansen.

Han udtaler: ”Når jeg maler, tager jeg udgangspunkt i den undervisning jeg har fået gennem mit malerliv og i de 3 hovedfarver gul, rød og blå. Samt de naturlige farvepigmenter. Jeg maler normalt ikke sort. Men den dybe pariserblå.
Begyndelsen på et maleri udvælger jeg de farver jeg vil bruge. Så starter jeg et sted hvor øjet skal begynde sin vandring mellem lys og mørke partier. Mine værktøjer er mange andre ting end pensler.
Inspiration får jeg på mine rejser og vandring i naturen. Ligeledes er jeg fascineret af forgyldninger og kirkeudsmykninger. Ligeledes er OTTO FRELLO en stor mester, som jeg beundrer”.

Mennesket i Skulpturen
Henny Grodal tænker ”Det hele menneske”, når hun arbejder med sine skulpturer. Næsten alle skulpturer er modelleret efter levende model.

Hun udtaler: ”Samspillet med og inspirationen fra modellen på podiet er vigtig for mig og den færdige skulptur.
Der er aldrig to mennesker med samme udstråling, på den måde giver skulpturerne et billede af menneskets forskellighed.
Det er altid en udfordring at finde udtryk og holdning hos det enkelte, unikke menneske.
Fælles for dem alle er at de kommer ”rundt om hele mennesket”, slutter Henny Grodal, som glæder sig til udstillingen i Galleri Jethoni Plus, som er åben for
publikum, og alle er velkommen med gratis entré.

Kæmpe tak til Sparekasse Sjællands Fond og Lars-Erik(tv), som var forbi forleden. Det er altid dejligt med glæde og skønt når indsats belønnes. Pressefoto

GALLERI JETHONI PLUS
TORVET 6, KORSØR
FAST ÅBENT:
Kl. 12 – 16
Onsdag, fredag, lørdag, søndag
– samt når flaget er ude –
”Fredags-Fyraftens-Fernisering”, d. 5. juli.
Kl. 15,00 – 16,30, hvor alle er velkomne med fri entré,
De er værter ved lidt vådt og tørt til ganen.
Se og hør kunstnerne.
Hjemmeside: www.galleri-jethoni.dk
Følg galleriet på Facebook, LinkedIn og Instagram