Med foråret kommer det årlige besøg af skinnefræseren. Et 155 ton tungt specialtog, der med sine fire fræsehjul og to slibehjul fjerner revner, inden de vokser sig store. I slutningen af april og kort ind i maj får de sjællandske – og en smule af de fynske – skinner en gang fræs.
Natten til den 17. april vender skinnefræseren tilbage til det danske skinnenet for at fjerne de revner, der opstår på skinnekanten, når togene kører gennem landet. Fra den 21. april og ind i maj drejer det sig om hovedstrækningen mod Fyn og Nordvestbanen.
Fræsehjulene kan fræse over en millimeter af togskinnen pr. passage, og normalt kræver det mellem 1-3 fræsninger, inden revnerne er forsvundet. De mange jernspåner bliver herefter opsamlet, så de kan genbruges.
“På en nat kan skinnefræseren fræse op til tre ton jern af skinnerne. Jernet bliver herefter kontrolleret, sorteret og bearbejdet, inden det bliver genanvendt,” siger Pernille Skovrup, sektionschef i Banedanmark.
Måletoget finder revnerne
Skinnefræseren har ikke fræsehjulene i sporet hele tiden, men kun de enkelte steder, hvor der er revner. Revnerne bliver fundet ved de særlige kørsler med måletoget, som med hvirvelstrøm finder revnerne i skinnernes overflade og med ultralyd de indre revner i skinnerne.
Ved at slibe, fræse og høvle skinnerne, sørger vi for, at de kan holde længere. Det betyder færre hastighedsnedsættelser, færre skinnebrud og færre skader, der skal udbedres.
En godt vedligeholdt jernbane er med til at skabe mulighederne for flere punktlige tog, ligesom skinnerne holder længere og ikke så tit skal udskiftes.
“Selv om en nats kørsel kan koste over 150.000, så er der god økonomi i at slibe, høvle og fræse skinnerne, fordi vi ikke så ofte skal ud for at udbedre fejl. Og når de forskellige specialtog kører om natten, så undgår vi at genere togtrafikken,” siger Pernille Skovrup.
Kører om natten – klargøres om dagen
Fræsetoget kører om natten, og om dagen bliver det renset og klargjort. Klargøringen kan give støjgener for naboer, der bor tæt ved togets standplads.
Toget kører efter følgende plan:
21.-22. april: Hellerup-Høje Taastrup
22.-23. april: København H-Roskilde
23.-24. april: Roskilde-Borup
24.-25. april: Roskilde-Holbæk
25.-26. april: Holbæk-Svebølle
26.-27. april: Ringsted-Sorø
27.-28. april: Sorø-Odense
29.-30. april: Korsør
30. april-1. maj: Korsør-Nyborg
1.-2. maj: Korsør-Nyborg
I dagtimerne holder togene på henholdsvis godsbanegården i København (22. april), Roskilde (23.-24. april), Holbæk (25.- 26. april), Ringsted (27. april) og Nyborg (28. april-2. maj).
Fakta om fræsetoget
Fræsetoget er 44 meter langt og vejer 155 ton med fræsespånerne. Det har to fræsehjul og et slibehjul i hver side. Togets kørehastighed er max 70 km/t. Når det fræser skinner, kører det op til 0,6 km/t.
Det støjer kun moderat, når skinnefræseren arbejder.