EARLY BIRD – 25 er titlen på den nye udstilling der åbner det nye år i Galleri Jethoni Plus.
Vi går mod lysere tider – og nye tider.
Kom til Fernisering og Nytårskur:
Søndag den 12. januar 2025 kl. 14.00 – 15.30
Grafik af Britta Ortiz
Britta Ortiz elsker at udfordre sig selv og den verden, vi alle er en del af. Hun er bosiddende på en nedlagt landejendom på Tuse Næs omgivet af marker og dyrene, der omgiver hende. Livet i naturen og årstidernes skiften samt det, der sker i samfundet inspirerer hende til de værker, hun fremstiller. De afspejler ofte de refleksioner, hun gør sig over naturen, forholdet mellem natur og mennesker samt mennesket i verden og samfundsudviklingen. Kunstanmelder Tom Jørgensen beskrev det så fint i bogen 101 Kunstnere 2018:
”Budskabet er sjældent direkte politisk. Britta Ortiz interesserer sig mere for de almenmenneskelige vilkår, og nogle af billederne har en drømmende og symbolsk karakter. Eksistentielle grundvilkår som ensomhed, angst, vrede og resignation, men også solidaritet og empati præger disse billeder, som sætter sig fast på nethinden.
Hvad angår grafikken minder Britta Ortiz´ træsnit og linoleumssnit med deres skarptskårne billedopbygning og sociale indignation om den tyske kunstner Käthe Kollwitz og vores egne Søren Hjort Nielsen og Jane Muus.”
Britta Ortiz er optaget af, at vi alle er forbundne samt, at mennesket er begrænset af sin egen manglende evne til at forstå andre skabninger ud fra deres eget perspektiv. Mennesket tror, at det er alle andre skabninger overlegne. Derfor bliver mennesket også mere og mere forbavset, når forskningen viser, at dyr både har følelser, og at dyrs adfærd ikke blot er styret af instinkter, men at dyr faktisk har nogle af de samme evner, som mennesket har. Derudover besidder dyrene nogle helt andre evner, der gør dem i stand til at leve det liv, de lever. Dette har kunstanmelder Tom Jørgensen i en anmeldelse, han skrev i 2023 meget fint formuleret, da han i anmeldelsen skrev:
”Mennesket må lære af naturens ligevægt og indse, at vi ikke er skabningens herrer, der kan skalte og valte med jorden, som vi lyster, men at vi er en del af årstidernes ældgamle gang. At vi er en del af kosmos.”
Det, at vi er en del af kosmos og dermed også del af et kredsløb, er noget af det, der optager Britta Ortiz i nogle af hendes nyeste værker, hvor hun bl.a. viser naturens kredsløb, og at alle levende væsener er hinandens forudsætninger.
Omverdenen har fået øjnene op for Britta Ortiz’ kunst efter, at hun begyndte at vise sin kunst frem for omverdenen i 2010. Hendes værker er repræsenteret i både danske og især i mange udenlandske kunstbøger og -magasiner, ligesom hun har udstillet i bl.a. både London, Rom samt i andre italienske byer, Tyskland, Østrig samt i San Diego og New York. Hendes værker har også været antaget ved flere censurerede udstillinger og altså nu i Galleri Jethoni Plus, fortæller forperson Jesper Thomas Nielsen fra kunstforeningen og fortsætter: Vi har både etablerede kunstnere og giver også chancen til nye lysende talenter.
Billedkunst af Nadia Chmeiss
Da jeg var cirka 26 år gammel, lagde jeg intuitivt pennen til papiret, og formede kunst, som jeg aldrig anede, var i mig. En verden af fantasi og eventyr åbnede sig op, og gave mig en dyb indre ro og glæde.
Jeg vidste aldrig, at jeg i dag skulle kalde mig selv for en kunstner, men jeg ved at det er en gave, og at min intuition og kunstens udfald, i sandhed, var en vejledning fra højere magter.
Jeg håber at min kunst kan give andre glæde, ligesom det giver mig glæde, at det giver sjælen en pause fra den virkelige verden, og giver adgang til en smuk farverig, og til tider, lidt humoristisk verden af fantasi og eventyr.
Varme hilsner til alle jer dejlige mennesker derude
Aftalerne med Italienske Antonio Medone og glaskunstner Helle-Sofia, der sælger godt er blevet forlænget, ligesom du fortsat kan finde de faste Gitte Gaul, multikunst, Anja Buur, keramik, billedkunstner Morten Jørgensen og pyramidekunstneren Jethoni i Kunstforeningen Galleri Jethoni Plus, hvor du kan melde dig ind for 150 kr for hele 2025.
Udstillingen har Fernisering og samtidig holdes Nytårskur:
Søndag den 12. januar 2025 kl. 14,00 – 15,30 og alle er velkomne.
Udstillingen løber januar til og med februar, onsdag, fredag og søndag
kl. 12-16 og nye mere shoppingvenlige åbningstider om lørdagen kl. 10-14.
Adressen er: Torvet 6, Korsør.
Find os også på www.galleri-jethoni.dk, Instagram, Facebook og LinkedIN