I hele februar måned udstiller Birte Levring nye malerier og fotos på kunstgangen på Sorø Bibliotek.
Med en indre trang til at udtrykke sig og naturen, byen og arkitekturen som en uudtømmelig kilde til inspiration illustrerer Birte Levring stærke indtryk fra de nærmeste omgivelser gennem abstrakte kunststrøg samt fotos af hverdagens øjeblikke.
”I mine malerier afsætter jeg de spor og indtryk, som verden og livet efterlader i mit sinds kringlede kroge. Jeg maler fortrinsvist abstrakt, men lader også genkendelige ting dukke op i mine billeder. Med fotografiapparatet indfanger jeg øjebliksbilleder og fænomener. Mine fotos er dokumentariske skildringer af ting, som jeg ”fanger” i øjeblikkets nøgne skønhed. Visse fotografier bearbejder jeg i et digitalt billedbehandlingsprogram, hvor jeg bl.a. kombinerer flere fotos og laver forskellige effekter.”
På denne udstilling udstiller Birte Levring også maleriet ”Byliv”, som Det Gamle Trykkeri i Slagelse har omformet til et smukt kunsttryk.
Udstillingen kan ses i februar måned på Kunstgangen, 1. sal på Sorø Bibliotek i bibliotekets åbningstid.