Partnerskabsaftaler mellem Slagelse Kommune og foreningslivet har givet eleverne i folkeskolerne mere bevægelse i skoledagen, når foreningerne er rykket ind i klasselokalet, som en del af Åben skole. Det er dog ikke kun eleverne i folkeskolen, som skal have mere bevægelse og motion ind i deres hverdag. Nu indgår Slagelse Kommune også partnerskaber med foreninger, som skal ud i daginstitutioner og vise børnene nye og andre former for bevægelse, end de måske er vant til.
Bevægelse i skoletiden kom for alvor på skoleskemaet, da den nye folkeskolereform satte fokus på den åbne skole og foreningssamarbejde. Slagelse Kommune indgik en række partnerskabsaftaler med foreningslivet for at sikre et godt samarbejde mellem skoler og foreningslivet, så bevægelse kunne blive en fast del af skoledagen i også de boglige fag. Partnerskaberne har været en succes, så nu er turen også kommet til dagtilbuddene.
– Vi har haft gode erfaringer med at sikre mere bevægelse i skoletiden bl.a. gennem vores partnerskabsaftaler, som er med til at sikre, at alle skoler får de samme muligheder og tilbud for at tænke bevægelse ind i skoledagen. De gode erfaringer vil vi gerne brede endnu mere ud, så også børn og personale i dagtilbuddene kan få ny inspiration til at tænke bevægelse ind i dagligdagen hos de helt små børn, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Andersen (A)
I løbet af foråret har Slagelse Kommune indgået partnerskaber med fire foreninger, som skal ud i daginstitutionerne og skabe endnu mere bevægelse i dagligdagen.
Børnene skal blive bedre motorisk inden skolestart
– Motion og bevægelse er på mange områder allerede en del af dagligdagen i daginstitutionerne. Men de kommende partnerskabsaftaler med foreningslivet vil betyde, at vi kan få endnu mere leg, bevægelse og fællesskab ind i daginstitutionerne, for det har vi brug for. Mange børn har svært ved at gennemføre den motoriske undersøgelse, som laves ved skolestart. Derfor har vi startet interne kurser for pædagogisk personale, som skal være med til at ændre på det billede. For at understøtte indsatsen inviterer vi foreningerne ud i daginstitutionerne, så vi får en helhedsindsats, som strækker sig helt fra, når vi møder børnene som små, og til når de går ud af folkeskolen, siger pædagogisk konsulent Christina Rose.
Følgende partnerskaber er allerede dannet:
– Et partnerskab med Slagelse Basketballklub, Danmarks Basketball Forbund og BørneBasketFonden, som skal lave basketballforløb hos fire institutioner.
– Et partnerskab med Sørbymagle Hockeyforening, Dalmose Hockeyforening, Dansk Hockey Union og DIF, som skal afvikle forløb i tre institutioner med fokus på hockey samt udarbejde materiale til hockey i daginstitutioner, som efterfølgende kan bruges i andre klubber og kommuner
– Et partnerskab med FC Storebælt, som skal lave boldspilsforløb med fokus på leg og pædagogik i alle daginstitutioner i Korsør.