Hvordan genopfinder en by sig selv, når nogle af byens vigtigste virksomheder, f.eks. færgefarten, nedlægges?
Korsør er et fint eksempel på, hvordan et bysamfund kan få en ny identitet, et Korsør 4.0. Samtidskunsten, både den du skaber selv og den professionelle, er et vigtigt omdrejningspunkt for byen.
Historiker Anne Melillo er guide på LOFs nye temabyvandring “Korsør 4.0: Samtidskunst i den gamle overfartsby” den 11. oktober. Vi besøger både Kunstnerværkstedet Kabeldepotet, Kunsthal Kongegaarden og X-Rummet i Korsørs tidligere glasværk, får en introduktion til stederne og undersøger, hvordan samtidskunsten og Korsørs historiske bygninger spiller sammen.
Byvandringen er en del af en række temabyvandringer, LOF tilbyder i Roskilde, Ringsted, Sorø og Korsør. Byvandringerne starter 20. september, og man kan tilmelde sig den enkelte byvandring eller hele rækken. Vandringerne er på mellem 2,5 og 4 kilometer. Undervejs bliver holdet inviteret indenfor så spændende steder som Roskilde Kloster, Ringsted Rådhus, Radiomuseet, Hauchs Physiske Cabinet, Kunsthal Kongegården og Kunstnerværkstedet Kabeldepotet.
Anne Melillo er forfatter til bogen: “111 steder på Midt- og Vestsjælland som du skal se”, der med flotte billeder af fotograf Anne Beth Witte fra Dit Korsør/Byportalerne blev udgivet af forlaget Frydenlund i 2022.
LOF tager imod tilmeldinger her: https://lof.dk/soroe/byvandring/byvandring-roskilde-ringsted-soro-korsor/id/231622