Broløbet og borgmestrene i Nyborg og Slagelse inviterer Folketingets Transportudvalg til det sidste broløb på Storebæltsbroen.
Alle har en mening om trafik – og ikke mindst trafikken på Storebæltsbroen – og mange politikere har heldigvis udtalt sig positivt om muligheden for fremtidige broløb.
Den store opbakning er vi rigtig glade for.
– Transportudvalget skal have muligheden for at se danskernes begejstring på tæt hold. Derfor er vi glade for, at de 2 borgmestre – Kenneth Muhs og Sten Knuth – fra henholdsvis Nyborg og Slagelse Kommune sammen vil invitere politikerne til enten at løbe Broløbet eller opleve Broløbet Storebælt på nært hold siger Per Hansen fra Broløbet Storebælts ledelse.
Broløbet Storebælt vil forsøge at få Transportudvalgets opbakning til at få omgjort trafikminister Ole Birk Olesen beslutning.
– Vi håber på, at de mange udmeldinger fra politikerne kan sikre, at trafik og motion side om side fremadrettet kan afvikles i Danmark – også på vores trafikale knudepunkter – selvfølgelig under skyldig hensyntagen til trafikafviklingen siger Per Hansen fra Broløbet Storebælts ledelse.
Broløbet Storebælt trækker ”mediestikket” – fokus på løbsafviklingen
Der er rigtig meget, der skal koordineres, så Broløbet Storebælt bliver en fantastisk oplevelse for broløberne. Med 1.000 frivillige på dagen fra mere end 35 lokale foreninger kræver det megen planlægning, for at det hele klapper på løbsdagen den 9. september 2017.
Broløbet Storebælt vil fokusere på løbsafviklingen herunder skabe en fest, som venter løberne i Korsør. Danmarks længste opløbsstrækning venter løberne, efter at de har forladt Storebæltsbroen – musik, massevis af tilskuere og overraskelser til løberne – er klar til at gøre afslutningen festlig for de trætte løbere.
– Vi prøver at slutte det 6. og foreløbige sidste broløb af med en stor løbefest som gerne skulle være med til at hjælpe løberne helt i mål efter en unik løbetur over Storebælt siger Per Hansen fra Broløbet Storebælts ledelse, som glæder sig til igen at samle hele Danmark på Storebæltsbroen.
Der er omkring 2.000 af de 12.000 udbudte billetter tilbage til den – måske – absolut sidste udgave af Danmarks største Broløb – ønsker du at deltage kan tilmelding ske via løbets hjemmeside: www.brolobet.dk.