Genbrugskonceptet Guld & Rod sætter første kryds på Sjællandskortet, når de 1. marts byder kunderne indenfor i den nyindrettede butik i Korsør. Det populære koncept har allerede 7 succesfulde butikker i Vest- og Nordjylland og håber nu på, at Korsør og omegn også er ivrige efter at skåne miljøet og samtidig gøre en god handel.
De helt rigtige lokaler er fundet, personalet er ansat, og de rustikke træreoler står klar til at blive fyldt op med genbrugsguld fra de vestsjællandske gemmer. Kort fortalt er Guld & Rods nyeste skud på stammen, butikken i Korsør, klar til at byde kunderne velkomne. Og selvom det stadig er usikkert, præcis hvornår Danmark igen lukker op for detailhandlen, har butikken valgt at satse på at slå dørene op d. 1. marts.
Det populære loppemarked-koncept, hvor private kan sælge deres aflagte modetøj, den antikke vase og køkkenmaskinen, de alligevel ikke får brugt, har nydt stor popularitet blandt de jyske forbrugere. Siden opstarten i 2015 har Guld & Rod således slået sig fast i 7 vest- og nordjyske byer, men nu går turen altså mod det sjællandske, hvor Korsør bliver første tegnestift på kortet.
“Vi har faktisk længe talt om, at vi godt kunne tænke os at åbne butikker på Sjælland, og nu bevæger vi os så forsigtigt over Storebæltsbroen til Korsør. Vi er netop fusioneret med en anden loppe-kæde, og det har givet os det nødvendige kapital, så vi regner med at åbne flere butikker på Sjælland i de kommende år,” fortæller Jesper Petersen, direktør i Guld & Rod.
Genbrugsguld og gode handler i Korsør
At det lige netop blev Korsør er dog ikke en tilfældighed, for hos Guld & Rod har man allerede spottet en stor del af deres kundegruppe i lokalområdet.
“Vores koncept hos Guld & Rod handler i høj grad om bæredygtighed, hvor vi mener, at man via mere og bedre genbrug kan skåne miljøet og samtidig gøre en god handel. Vi har en formodning om, at kunderne i Korsør og omegn både ligger inde med en masse guld i gemmerne, som fortjener nyt liv, og at de også er ivrige efter at gøre et godt fund til stærke priser,” lyder det fra Jesper Petersen.
At de lokale i Korsør kan lide at gøre en god handel har Guld & Rod da også erfaret fra Dansk Outlet, som er del af samme koncern, og det er netop ved siden af Dansk Outlet Korsør, at den nye butik åbner.
“Udover at kunderne er af den helt rigtige støbning i Korsør, var vi også så heldige, at vi fandt et hammergodt lokale på Motalavej 147, som ligger lige når man kører af motorvejen. Her ligger i forvejen en Dansk Outlet, en Lidl, en thansen og mange andre, så det er både et område, der er velbesøgt, hvor der er gode parkeringsmuligheder, og hvor kunderne kan shoppe mange ting på én gang,” siger Jesper Petersen.
En anderledes åbning
Da Guld & Rod før i tiden åbnede nye butikker skete det med fest, lange køer, fadøl og pølser. Dette scenarie har for længst måtte vige til fordel for smitteforebygningen, men Guld & Rod markerer i stedet åbningen med 50% rabat på standleje. Jesper Petersen og medarbejderne i butikken venter nu i spænding på næste udmelding fra Statsministeren og krydser fingre for, at butikkerne landet over snart summer af liv igen – med god afstand naturligvis.
De, som allerede nu ønsker at reservere en stand eller vil vide mere omkring konceptet kan kontakte Guld & Rod på info@guldogrod.dk. Hvis åbningen må udskydes, gælder bookingen naturligvis fra den nye åbningsdato.
______________________________________________________________________